Annegrethe om Trumps nye sikkerhetsstrategi: Brudd med 80 års transatlantisk orden

 

USA’s nye nationale sikkerhedsstrategi, der udkom i denne uge, bryder med 80 års transatlantisk orden. Den vestlige alliance ses ikke længere som et værdibåret fællesskab, men slet og ret som et redskab for Washington. Europa kommer dermed i klemme mellem en doktrin, der taler om “civilisatorisk udslettelse” og en aggressor i Moskva, der tester Vesten i Ukraine. Spørgsmålet er ikke, hvad Donald Trump vil, men om eller hvor meget viljekraft og handling, Europa kan stille med.

Av Annegrethe Felter Rasmussen, sjefredaktør POV International og styremedlem Nordic Press Center

WASHINGTON, D.C. – Da den amerikanske regering offentliggjorde sin nye National Security Strategy i denne uge, fik verden et relativt klart og sjældent kort dokument i hånden: en destillering af “America First” som det styrende princip for al amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Dokumentet blev straks læst og studeret verden over, men er egentlig glasklart og letforståeligt i sin tekst: Den nye nationale sikkerhedsstrategi afviser eksplicit, at USA skal være den globale garant for den vestlige, liberale verdensorden. Forpligtelser er kun legitime, hvis de tydeligt kan oversættes til snævre amerikanske interesser. Eller sagt endnu mere kort og kontant: Alliancer er ikke værdibårne fællesskaber, men taktiske værktøjskasser, der enten er gode eller dårlige for Amerika.

Det er en radikal afvigelse fra efterkrigstidens konsensus – den hvor Amerika stod som The Shining City on the Hill, et forkætret udtryk, der blev populariseret af præsident Ronald Reagan, men som egentlig stammer fra den puritanske leder John Winthrop, som anvendte det i 1630.

Trumps nye sikkerhedsstrategi fjerner den behagelige illusion … at USA, uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus, i sidste ende vil redde Europa, hvis det går galt

Hvor tidligere strategier, også dem, der blev formet under andre republikanske ledere, har præsenteret USA som leder af en værdifællesskabsbaseret orden, skriver den nye doktrin sig dermed direkte ind i et interesse- og identitetspolitisk paradigme, som bygger på bestemte ideer om suverænitet, civilisation og vestlig identitet, der vægtes langt højere end demokrati, retsstat og universelle normer.

Europa som problem
Her er det selvsagt interessant set med danske briller, at ingen region rammes hårdere i retorikken end vores egen. Strategien beskriver det europæiske kontinent som en svækket, aldrende civilisation på vej mod udslettelse. Dokumentet bruger formuleringer, der ifølge flere iagttagere ligger tæt på den højreradikale “Great Replacement”-konspirationsteori.

EU omtales som et byzantinsk og overreguleret system, der gennem “censur”, overregulering og slap udlændingepolitik underminerer landenes nationale identitet og dermed ændrer befolkningens sammensætning. Europa beskrives som en civilisation i forfald, plaget af demografisk nedgang, kulturel opløsning, migration, tab af national identitet og politisk tomgang. Der advares mod en forestående “civilisatorisk udslettelse”.

Løsningen, ifølge dokumentet, er ikke for USA at samarbejde med EU (eller for de europæiske lande i et styrket samarbejde indenfor unionens rammer), men at “hjælpe Europa med at korrigere sin kurs” blandt andet ved at ”dyrke og bistå modstanden internt i nationale politiske systemer” ved at støtte nationalistiske og højreorienterede kræfter.

Trumps strategi lægger op til at understøtte nationalistiske, EU-skeptiske og også direkte illiberale kræfter, så længe disse passer ind i en ideologisk ramme om “patriotiske nationer”, traditionelle, kristne familieværdier, der ofte kaldes for “vestlig civilisation”

Med andre ord: hvor USA under den kolde krig støttede pro-vestlige partier og regeringer for at forsvare den liberale orden – kombinationen af kapitalisme, politisk demokrati og retsstatens garanter for universelle menneskerettigheder – lægger Trumps strategi op til at understøtte nationalistiske, EU-skeptiske og også direkte illiberale kræfter, så længe disse passer ind i en ideologisk ramme om “patriotiske nationer”, traditionelle, kristne familieværdier, der ofte kaldes for “vestlig civilisation”.

Det er derfor selvsagt ikke tilfældigt, at dokumentet fremhæver de “patriotiske europæiske partiers voksende indflydelse” som et lyspunkt, eller at flere nye analyser fra bl.a. Le Monde, Time og Reuters beskriver teksten som en de facto støtteerklæring til Europas yderste højrefløj

Når det drejer sig om krigen i Ukraine fastholder den nye strategi, at det er i USA’s interesse at få afsluttet konflikten og fastholde Ukraine som et suverænt land, men ikke nødvendigvis på en måde, der imødekommer de europæiske eller ukrainske krav.

Dokumentet taler om en “hurtig afslutning af fjendtlighederne” og om at “genoprette en strategisk stabilitet med Rusland”, mens det samtidig slår fast, at NATO ikke skal virke som en “permanent ekspanderende alliance”.

Ordbruget kan ses som et udtryk for klassisk realpolitik. Ukraine forstås mestendels som et middel til at rydde bordet for en ny magtbalance mellem Washington og Moskva, og ikke som en frontlinje i forsvaret af europæisk sikkerhed eller af folkeretten, hvilket bringer strategien tæt på at være i total modstrid med Bruxelles.

 

Samtidig kritiserer strategien også “europæiske embedsmænd med urealistiske forventninger til krigen” og hævder, at Europas befolkninger vil have fred, men at deres regeringer saboterer ønsket. Dermed bliver narrativet vendt på hovedet: Der ikke Rusland, der forlænger krigen, men derimod de europæiske landes ledere selv.

Problemet for Europa er, at kontinentet i praksis fortsat er udsat og lige så, måske endda mere, afhængigt af USA end før. Tallene tegner et dobbelt billede:

Forsvarsudgifterne i EU-landene og NATO-Europa er steget markant siden 2022, og en stadig større gruppe lande når nu NATO’s 2 %-mål, som The Atlantic Council skriver i deres Nato Defense Spending Tracker.
EU og de europæiske regeringer har samtidig samlet allokeret flere penge til Ukraine end USA har, især i form af budget- og genopbygningsstøtte. Det kan ses i Kielinstituttets Ukraine Support Tracker Data.
Den europæiske forsvarsindustri er dermed i gang med et historisk opsving uden sidestykke i moderne tid blandt andet med nye produktionslinjer til artillerigranater og krudt.
Men kapaciteten halter ikke desto mindre stadig bagefter ambitionerne. Undersøgelser viser, at EU har leveret under halvdelen af de artillerigranater, man selv har lovet Ukraine, og at de offentlige løfter om ammunition ofte overstiger den reelle produktionskapacitet, som Radio Free Europe skriver i en oversigt med den sigende titel: EU Shell-Production Capacity, Supplies To Ukraine Fall Far Short Of Promises.

Samtidig er der et strukturelt dilemma for Europa, at mange europæiske lande nu opfylder målet om 2 %-målet, men det er sket ved at købe amerikanske våbensystemer – lige fra luftforsvar til langtrækkende missiler. Resultatet er, at Europa godt nok reducerer sin kortsigtede sårbarhed, men samtidig øger kontinentets langsigtede afhængighed af amerikanske leverandører og hermed en supermagt, som under Trump eksplicit har gjort det til politik at “våbengøre” afhængighed og genåbne et handelssamarbejde med Rusland.

Set udefra er det også tydeligt, at Europa nedgraderes til fordel for andre regioner. Den nye doktrin gør den vestlige halvkugle til topprioritet. I et eksplicit “Trump-korollarium” til Monroe-doktrinen lover USA at blokere ikke-hemisfæriske magter i at få militært fodfæste i Latinamerika og Caribien – som der står ved at “restore American preeminence in the Western Hemisphere”. Strategien lægger op til massive styrkeforflytninger og direkte militære operationer mod bl.a. narkokarteller.

I Asien handler strategien primært om at afskrække Kina militært og økonomisk, især omkring Taiwan og den såkaldte First Island Chain.

I Mellemøsten dropper USA enhver ambition om at eksportere demokrati; Golf-staterne ses som stabile partnere og især som kunder og opkøbere af amerikansk teknologi, især AI.

I det nye trussels- og sikkerhedsbillede er Europa ikke længere USA’s naturlige førstevalg, når det gælder amerikansk opmærksomhed, men en region, der kan vælge mellem at levere det ønskede eller håndtere sig selv

Afrika omtales stort set udelukkende i lyset af et potentielt marked, hvor USA kan opkøbe energi og mineraler eller opnå et investeringsafkast, aldrig som lande, der kunne indgå i et strategisk fællesskab.

I det nye trussels- og sikkerhedsbillede er Europa ikke længere USA’s naturlige førstevalg, når det gælder amerikansk opmærksomhed, men en region, der kan vælge mellem at levere det ønskede eller håndtere sig selv.

I lyset af den nye doktrin fremstår tre realistiske scenarier for Europa:

Bedste udfald: strategisk selvstændighed for Europa med USA i baggrunden

Europa tager USA på ordet og opbygger et egentligt europæisk sikkerhedsfællesskab: en kombination af større nationalt forsvar, fælles industriprojekter, hvad man kunne kalde for et styrket Weimar-format og et mere politisk EU-NATO-samarbejde, hvor Europa ikke længere er juniorpartner.

USA bidrager ved fortsat at dele efterretninger og teknologi med Europa, men ikke med en politisk styring. Ukraine forbliver en prioritetsopgave, og fred forhandles med ukrainske og europæiske interesser in mente, ikke udelukkende som en aftale på russiske eller amerikanske præmisser. Denne løsning har også en indbygget forhåbning om, at USA kan moderere sig under en anden mere ”traditionel” præsident end Trump i fremtiden.

Status quo: vedvarende sårbarhed
Europa øger forsvarsbudgetterne, men lykkes ikke med at finde et fælles overblik eller en ditto strategi. Storbritannien og Tyskland køber amerikanske systemer, Frankrig taler om strategisk autonomi, Østeuropa klamrer sig til Washington og NATO, mens dele af Sydeuropa slås med gæld og politisk ustabilitet.

Resultatet er et stærkere, men stadig fragmenteret Europa, der fortsat er afhængig af amerikansk politisk vilje og våbenleverancer og derfor også sårbart, hvis USA drejer endnu skarpere væk. Fronterne stivner i Ukraine, fordi ingen parter er stærke nok til at tvinge den anden til forhandlingsbordet. Europa er for svag til at vinde sammen med Ukraine, men stærk nok til at holde Rusland fra at sejre.

Værste fald: Dårlig fred i Ukraine og politisk erosion af EU og Europa
USA presser på og får en hurtig aftale med Rusland, der cementerer russisk kontrol over besatte områder. Enkelte europæiske regeringer følger med modvilligt, mens andre protesterer, men uden reelle handlemuligheder, også fordi der fortsat ikke er vilje til boots on the ground.

Nationalistiske/populistiske partier vinder over hele kontinentet – fra Storbritannien til Tyskland og Frankrig – og bruger Washingtons retorik om “civilisation” og “suverænitet” til at legitimere egne projekter mod EU. Unionen bliver svækket, måske endda lammet i takt med, at især de baltiske stater frygter en ny russisk aggression, NATO mister troværdighed, og Europa glider ind i en ny version af mellemkrigstiden, men uden en stabil amerikansk sikkerhedsgaranti som bagstopper.

Det afgørende spørgsmål er i det lys ikke nødvendigvis, hvor langt Trump vil trække sin doktrin, men hvor langt Europa vil følge med.

Fakta viser, at Europa kunne løfte meget mere, end kontinentet gjorde før 2022. Budgetterne stiger, industrien er i gang, og den økonomiske støtte til Ukraine er i stigende grad europæisk finansieret. Men samtidig er den politiske debat i EU splittet, og modet til at tænke sig selv som sikkerhedspolitisk aktør og ikke blot som normativ magt er stadig ikke et, der deles af alle medlemslandene.

Det er også et valg, som danskerne vil stå overfor. Og som man kan se, både i mange folkelige debatter på sociale medier og den nylige succes for Dansk Folkeparti, er narrativet om, at ”pengene skal bruges på os selv og vores svageste og fattigste borgere” også både populært og vidt spredt i Danmark.

Man kunne sige, at Trumps nye sikkerhedsstrategi fjerner den nok behagelige illusion, som mange europæere har levet med i årevis, nemlig at USA, uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus, i sidste ende vil redde Europa, hvis det går galt. Den illusion er forsvundet, og det kan ende med en katastrofe for kontinentet, men det kunne også, hvis Europa tager sig selv alvorligt, blive det øjeblik, hvor kontinentet for første gang siden 1945 tager fuldt ejerskab over sin egen sikkerhed. Valget er med andre ord europæisk snarere end amerikansk.

Annegrethe Rasmussen er sjefredaktør og medgründer av POV International og styremedlem i Nordic Press Center. Hun er også amerikansk korrespondent, forfatter og en ivrig samfunnskommentator. Hun har skrevet en rekke artikler og bidratt til mange TV- og radioprogrammer samt flere bøker; sist som medforfatter av den mest brukte læreboken i danske videregående skoler om Amerika, USAs Challenges (2012, 2016, 2020, 2024). Hun har jobbet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC og New York. Hun har sittet i redaksjonsrådet for Weekendavisen som politisk redaktør (1997-99) og vært sjefredaktør for Berlingske Søndag (1999-2001).