Publisert: 15. januar 2026
Forfatter: NordicPressCenter
GRØNLANDS FREMTID // ANALYSE – Mødet i Washington endte som en diplomatisk kontrolleret kollision. Rigsfællesskabet fastholdt de røde linjer, Trump-regeringen rykkede sig heller ikke, men parterne blev enige om at tale videre. I den konstellation er ”uafgjort” det mindst ringe udfald for København, men der er lang vej til en hjemmebanesejr. Men kanskje finnes der en strategi som ville tjene alle parter: Panama-scenariet.
Av Annegrethe Felter Rasmussen, sjefredaktør POV International og styremedlem Nordic Press Center
Det endte 0-0. Eller sagt anderledes: Det højspændte mødet om Grønland onsdag i Washington, D.C. endte hverken som et gennembrud eller et sammenbrud, men med en kontrolleret fastfrysning af konflikten. Danmark og Grønland fastholdt de røde linjer om suverænitet og selvbestemmelse, mens Trump-regeringen fastholdt sit strategiske mål.
Det er det bedst opnåelige udfald for Rigsfællesskabet på kort sigt. Man undgik offentlig ydmygelse, den fælles dansk-grønlandske front om suverænitet bestod intakt. Og det relativt lavmælte ”enige om at være uenige” samt videre dialog er bestemt ikke ingenting.
Og hvis nogen skulle have glemt, hvad Trump mener, gentog USA’s præsident budskabet nogle timer efter mødet, da han mødtes med amerikanske medier for at tale om et nyt initiativ om mælk til amerikanske skolebørn: ”Vi får at se, hvad der sker, men vi har brug for Grønland … Jeg kan ikke stole på, at Danmark er i stand til at forsvare sig selv,” lød det kort.
Parterne blev efter mødet enige om at tale videre med et udgangspunkt om, at ”vi er enige om at være uenige”, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen formulerede det efterfølgende. Parterne vil nedsætte en ”højtstående arbejdsgruppe for at søge en fælles vej frem”.
Myten fra dansk politik om den drevne Lars Løkke er da også, at den tidligere stats- og finansminister kan institutionalisere enhver uenighed i et udvalg. Løkke leverede netop dét og høstede fortjente roser fra politiske fæller og fra oppositionen i løbet af onsdag aften.
Men at flytte en konflikt fra det retoriske rum til det strukturelle plan fjerner ikke den grundlæggende asymmetriske magtbalance. I spillet mellem Nuuk, København og Washington vejer den amerikanske hovedstad tungest. Så udfaldet af denne første følen hinanden på tænderne er derfor begyndelsen på næste runde.
Det er vigtigt at forstå, at Trumps tilgang om, at løsninger uden amerikansk kontrol er ”uacceptable”, for nuværende ikke ser ud til at være taktisk for fx at presse Nato-landene til at levere mere, når det gælder arktisk sikkerhed (et ønske, der lever i bedste velgående i flere europæiske hovedstæder, der ser en løsning i at sende flere europæiske tropper og materiel til Grønland og havet omkring verdens største ø – noget, som netop vil ske i de kommende uger), men derimod strukturel.
Grønland er nemlig også koblet direkte til centrale amerikanske sikkerhedspolitiske projekter, især det kommende, nye missilforsvar ”Golden Dome”. Ved at knytte Grønland til et konkret forsvarsprojekt giver Trump ønsket om kontrol over øen en ny, stærk indenrigspolitisk motor, der ikke er blevet talt så meget om i det danske, nemlig amerikanske arbejdspladser, forsvarsindustrien og supermagtens budgetter.
En højtstående arbejdsgruppe med tunge forhandlere kan snildt fungere som både et deeskalerende instrument og en tidsrøver, der set med københavnske og grønlandske briller er ønskeligt. Men det er lige så sandsynligt, at udvalget kan blive rammen for et gradvist mere sofistikeret pres.
De næste amerikanske træk vil sandsynligvis ikke handle om køb eller overtagelse i formel forstand, men om konkrete, ”praktiske” spørgsmål såsom udvidede aktiviteter med udgangspunkt i det nye udvidede amerikanske konsulat midt i Nuuk, hvor man må forvente, at personalet også vil inkludere agenter fra CIA, øgede baserettigheder, flere infrastrukturinvesteringer, adgang til råstoffer samt større amerikansk indflydelse på sikkerhedsarkitekturen for Grønland.
Den type krav kan fremlægges som tekniske og nødvendige og vil sandsynligvis også blive hilst velkommen af både Danmark og Grønland, hvor regeringerne ikke ønsker at fremstå som sikkerhedspolitisk uansvarlige.
På den baggrund tegner der sig et relativt klart billede af de næste skridt, Danmark og Grønland må forsøge at tage.
For det første skal Danmark arbejde målrettet for at gøre Grønland til et anliggende for både Nato og de europæiske lande samt Canada, frem for at uenigheden bliver håndteret som et bilateralt forhold mellem USA og Grønland/Danmark.
Konkret betyder det flere Nato-alliancepartneres tilstedeværelse i Arktis, der både vil reducere risikoen for, at USA kan definere sig selv som den eneste garant for sikkerhed og selvsagt også konkret sørge for, at Kina og Rusland ikke kan komme til fadet og true vestmagterne i regionen.
Og det er netop det, der sker nu, hvor flere europæiske lande herunder Sverige, Norge, Tyskland og Frankrig har meddelt, at de sender soldater til Grønland som en del af den danske øvelse Operation Arctic Endurance. De træk blev også diskuteret i Folketingets forsvarsudvalg onsdag og vil blive taget op på et møde mellem Natos europæiske forsvarsministre på mandag i Bruxelles. Forsvarsministeriet i Danmark meddelte tilsvarende onsdag, at det danske forsvar øger sin tilstedeværelse i Grønland sammen med sine allierede.
For det andet skal Danmark og Grønland appellere til The Transactional Donald Trump, handelsmanden og ejendomsmatadoren, der har fået andre til at betale for øget sikkerhed, også for USA. Ham vil man gerne tale med og langt hellere end den ekspansive præsident, som har givet navn til ”Donroe-doktrinen” om at udvide USA’s landmasse.
Hvis den manøvre lykkes, vil man kunne ende med et resultat, som kan ses som en sejr for Trump, der kan kravle ned fra sit meget høje træ som sejrherre.
Det er præcis den proces, der er sket med Panama-kanalen, hvor Trump lagde ud med at ville tilbageerobre farvandet fra Panama, men hvor han nu har stillet sig tilfreds med et resultat, hvor Kina er presset ud til fordel for amerikanske interesser og aktører.
Konflikten om Panamakanalen, som blussede op, efter at Donald Trump hævdede, at USA burde “tage kanalen tilbage”, endte ikke med en ændring af suverænitet eller nye traktatforhold, men blev stille og roligt afdramatiseret gennem en kombination af juridiske realiteter, kommercielle forskydninger og udvidet sikkerhedssamarbejde, der gjorde det muligt for retorikken at forstumme. Trods Trumps gentagne påstande – herunder i hans indsættelsestale i 2025 – om, at kanalen fejlagtigt var blevet overdraget til Panama og burde tilbage under amerikansk kontrol, findes der hverken et realistisk juridisk eller militært grundlag for en amerikansk overtagelse: Torrijos–Carter-traktaterne fra 1977 overførte den fulde suverænitet til Panama i 1999 og garanterer kanalens permanente neutralitet, hvilket gør enhver ensidig amerikansk handling til et klart brud på folkeretten. Panamas regering afviste da også blankt Trumps påstande og afviste samtidig anklager om kinesisk kontrol.
Hvad der i stedet ændrede sig, var de omkringliggende kommercielle og strategiske forhold: det Hongkong-baserede konglomerat CK Hutchison indvilligede i at sælge sine ejerandele i centrale havnefaciliteter ved begge ender af kanalen (Balboa og Cristóbal) til et amerikansk ledet investorkonsortium, et skridt som i Washington bredt blev opfattet som en reduktion af opfattet kinesisk indflydelse over kritisk logistikinfrastruktur. Samtidig udbyggede USA og Panama deres sikkerhedssamarbejde omkring kanalen og migrationsruterne, herunder med amerikansk adgang til udvalgte faciliteter, dog uden etablering af baser og uden at ændre Panamas myndighed over kanalen.
Tilsammen gav disse udviklinger Trump og hans allierede noget konkret at pege på: amerikansk kapital tilbage i strategiske havne, tættere sikkerhedssamarbejde og forsikringer om adgang, mens Panamas suverænitet og kontrol over kanalen forblev uberørt.
Herefter stoppede Trump med at gentage kravet om at “tage kanalen tilbage”, ikke fordi kravet blev opfyldt i juridisk forstand, men fordi der opstod et praktisk udfald, som imødekom hans erklærede bekymringer uden at genåbne traktater eller udløse en international krise.
Lad os se på, hvordan man konkret kunne håndtere konflikten om Grønland på samme måde som konflikten om ejerskab af Panama-kanalen.
Hvis man skræller retorikken væk, peger de amerikanske krav om Grønland på fire kerneinteresser:
Uhindret militær adgang og permanent strategisk tilstedeværelse i Arktis
Missilforsvar og sensor-infrastruktur (Golden Dome)
Sikker adgang til kritiske råstoffer (sjældne jordarter, energi, infrastruktur)
Ingen rival (Kina/Rusland) skal have fodfæste i Grønland
Alle fire punkter peger på funktionel kontrol, men ikke nødvendigvis, hvordan flaget på masten ser ud. Og Panama-casen viser os, at Trump kan leve med ”kontrol uden suverænitet”, hvis han kan pege på noget konkret og erklære det som en sejr, mens han slipper for både juridiske kampe og kollapsede alliancer.
Hermed forbliver Grønland dansk/grønlandsk territorium, men USA får operativ kontrol over udvalgte militære zoner. Trump kan bagefter sige: We safeguarded Greenland for American security, mens Danmark ingen suverænitet afgiver.
Hvis man i Nuuk og København vil acceptere et resultat, hvor man bevarer ejerskab og selvbestemmelse samt undgår tvang og ydmygelse, ja så er en funktionel amerikansk dominans uden formel overtagelse som i Panama den mindst ringe løsning.
Konkret kunne man forestille sig en udvidet og formaliseret amerikansk militær tilstedeværelse på Grønland, men uden ejerskab: I stedet for én base (Pituffik/Thule) kunne Danmark og Grønland indgå en langsigtet forsvarsrammeaftale (30-50 år), hvor Grønland bliver et kerneknudepunkt i det amerikanske/nordatlantiske missilforsvar. Danmark kunne også tillade nye amerikanske installationer som radarer, sensorer, rumbaseret tracking og undervandssystemer.
Dette svarer direkte til, når Panama i dag siger, at ”kanalen er vores, men USA har adgang”.
Man kunne også tillade en amerikansk økonomisk dominans via private amerikanske kommercielle aktører – igen som ved Panamakanalen. Amerikanske fonde/selskaber får førsteret til investeringer og USA-venlige selskaber får koncessioner på miner, havne, lufthavne samt kabler og energiinfrastruktur.
Kommunikativt er det ikke ”USA køber Grønland”, men ”amerikansk kapital sikrer Grønlands udvikling”. Fordelene er legio: Trump får ”America First”-økonomi, Grønland får investeringer, og Danmark undgår traktatbrud. Igen præcis som CK Hutchison-salget i Panama har medført.
En yderligere fordel set med Trumps briller ville det være at underskrive en traktat, der udelukker Kina uden at nævne landet. Fx via en ny sikkerheds- og investeringsscreening, hvor kun Nato-lande og ”trusted partners” kan investere, hvor man definerer ”kritisk infrastruktur” meget bredt, og hvor USA får vetoret i praksis, men ikke formelt. Det kunne hedde en ”beskyttelse af Arktis mod systemiske risici”. Trump kan bagefter med en vis ret sige, at han sørgede for, at ”stoppe Kina (og Rusland) i Grønland”, mens Danmark kan understrege det regelbaserede resultat.
Hvad med et nyt amerikansk-grønlandsk forsvarscenter i Nuuk opkaldt efter Trump? Trump kan herefter sole sig i at have ”solved the Greenland problem”. Ikke lige Danish Style Diplomacy, men når Natos chef kan kalde Trump for ”Daddy”, og Keir Starmer inviterer på statsbesøg All Inclusive for anden gang, så kan København også.
Og da Trump som bekendt elsker at vinde, kunne man give ham nogle sejre med i købet. Hvad fx med et nyt amerikansk-grønlandsk forsvarscenter i Nuuk opkaldt efter Trump? Og en fælles erklæring om, at Grønland er ”central to U.S. homeland defense”. Trump kan herefter sole sig i at have ”solved the Greenland problem”. Ikke lige Danish Style Diplomacy, men når Natos chef kan kalde Trump for ”Daddy”, og Keir Starmer inviterer på statsbesøg med All Inclusive Royal Access til det eftertragtede britiske monarki for anden gang, så kan København også.
Hvad Panama-casen viser, er sammenfattende, at symbolsk og kommercielt ejerskab kan erstatte juridisk og traktatretligt ejerskab. Og om Løkke, Motzfeldt & co. kan komme så langt, vides selvsagt ikke.
Men hvad ”Panama-løsningen” også kræver, er en dansk og grønlandsk accept af, at landene i Kongeriget bevarer suveræniteten, men ikke eksklusiviteten over Grønland – hvis målet er fuld kontrol over, hvem der er til stede, og hvordan Grønland bruges strategisk, er det allerede for sent. Den kamp er tabt.
Men hvis man i Nuuk og København vil acceptere et resultat, hvor man bevarer ejerskab og selvbestemmelse samt undgår tvang og ydmygelse, ja så er en funktionel amerikansk dominans uden formel overtagelse den mindst ringe løsning.
Annegrethe Rasmussen er sjefredaktør og medgründer av POV International og styremedlem i Nordic Press Center. Hun er også amerikansk korrespondent, forfatter og en ivrig samfunnskommentator. Hun har skrevet en rekke artikler og bidratt til mange TV- og radioprogrammer samt flere bøker; sist som medforfatter av den mest brukte læreboken i danske videregående skoler om Amerika, USAs Challenges (2012, 2016, 2020, 2024). Hun har jobbet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC og New York. Hun har sittet i redaksjonsrådet for Weekendavisen som politisk redaktør (1997-99) og vært sjefredaktør for Berlingske Søndag (1999-2001).