Publisert: 22. januar 2026
Forfatter: NordicPressCenter
KAMPEN OM ARKTIS // ANALYSE – Donald Trump hævder, han har indgået en rammeaftale om Grønlands fremtid og har trukket sine trusler om nye toldsatser tilbage. Resultatet er ifølge Trump meget tilfredsstillende og en ”evig fremtidig løsning”. Rammen blev ifølge Trump aftalt i et møde med Natos generalsekretær, Mark Rutte. Kilder siger, at der er tale om en ”britisk inspireret model”, der er i brug på Cypern. En sådan har godt nok sikkerhedspolitiske fordele, men vil være svær at sluge både i Nuuk og i København. Folketingsmedlem Aaja Chemnitz kalder Trumps påstande ”helt ude i hampen”.
Av Annegrethe Felter Rasmussen, sjefredaktør POV International og styremedlem Nordic Press Center
Lad denne analyse begynde et lidt utraditionelt sted: CNBC er USA’s største tv-kanal for erhvervs- og finansstof, og deres morgen tv-program Squawk Box er det såkaldte flag ship program, der sendes live fra New York 06-09 hver dag. Det er lige så obligatorisk for amerikanske beslutningstagere i politik og på Wall Street, som dagens første koffein-indtag er. Uundværligt med andre ord.
Derfor spiller kanalen en hovedrolle under mødet i Davos hvert år, og derfor var det Squawk Box’ ledende studievært, Joe Kernen, der fik det store interview med den amerikanske præsident efter dennes tale i Davos onsdag.
Samtalen kom vidt omkring, men en kommende rammeaftale om Grønlands fremtid, som Trump meddelte, at han var ved at færdiggøre efter et møde med Natos generalsekretær, og som var ”meget bedre end Obamas”, udgjorde et hovedpunkt fra starten.
Den over for Trump meget forsonlige Kernen smilede, da Trump – adspurgt om varigheden – svarede, at aftalen ”vil vare evigt”, og at den i Trumps sprog ville give ”endnu bedre sikkerhed end før”. Den indeholder også både missilforsvaret, The Golden Dome, og adgang til mineraler, meddelte han.
Staggering, bemærkede Kernen – ”svimlende” på dansk. Og svimlende er tempoet i Trumps beslutninger sandelig.
Kernen stillede også spørgsmålet om, hvorvidt ”Danmark var med til at indgå aftalen” – underforstået om danskerne og grønlænderne var taget med på råd og var tilfredse. ”Vi fik præcis, hvad vi ville have,” svarede Trump (og selvfølgelig gjorde han det, for i præsidentens univers indgår han kun aftaler, hvor han får sin vilje fuldt ud).
Men han forklarede også, at han bestemt gik ud fra, at Danmark og Grønland var glade, fordi Natos generalsekretær, Mark Rutte, havde forhandlet på vegne af hele forsvarsalliancen, hvor Danmark og Grønland som bekendt er medlemmer:
”And Mark is a strong leader – Mark Rutte, you know,” tilføjede Trump.
Den endnu ikke offentliggjorte rammeaftale, der hverken kan bekræftes i Natos hovedkvarter, i Nuuk eller i København, kunne ikke så lidt, så det ud til, uanset at den netop kun er en ramme indtil videre. Trump fjernede således straks truslen om straftold på en række europæiske lande, fordi det efter aftalen ”ikke længere er nødvendigt”, hvorefter markederne i hele Vesten rettede sig op og gik delvist i sorte tal.
Kritikere kunne mene, at der er tale om klassisk TACO (Trump Always Chickens Out), eftersom præsidenten typisk ikke bryder sig om kombinationen af røde aktiemarkeder og (sjælden) kritik fra toppen af sit eget parti, hvilket var startet i Washington med talen om fjendtlige handlinger over for en Nato-alllieret (Danmark/Grønland).
Under alle omstændigheder fik piben en helt anden lyd – uanset om rammeaftalen kun findes i Trumps hoved eller ej. Samtidig kunne medierne også høre en noget gladere dansk udenrigsminister, Lars Løkke, udtale, at dagen var endt bedre, end den var startet.
Og så fik journalister især i Davos, men også i resten af verden, inklusive POV’s ikke-udsendte korrespondent, travlt med at finde ud af rammeaftalens nærmere beskaffenhed.
Ifølge USA’s præsident dækker aftalen ikke blot Grønland, men i virkeligheden hele Arktis. Løsningen er, bedyrer han, ”en stor gevinst for USA og for alle Nato-lande”.
Ifølge oplysninger fra tre højtstående embedsmænd med kendskab til drøftelserne på Nato-mødet, der onsdag tilflød New York Times, har alliancens militære topfolk diskuteret et kompromis, hvor Danmark overlader suverænitet over mindre, afgrænsede områder i Grønland til USA, så amerikanerne kan opføre militærbaser. To af de tre kilder sammenligner over for avisen modellen med Storbritanniens suveræne baseområder på Cypern.
I en skriftlig udtalelse oplyser Nato, at ”forhandlinger mellem Danmark, Grønland og USA vil fortsætte med det formål at sikre, at Rusland og Kina aldrig får fodfæste – økonomisk eller militært – i Grønland”.
POV kunne ikke få nogen bekræftelse på modellen, men fik fra to separate kilder tidligt torsdag morgen bekræftet, at ”Cypern-modellen” er den, der omtales i kulisserne. Til telegrambureauet AFP sagde Rutte imidlertid torsdag morgen, at der ”stadig udestår forhandlinger”, og hans talskvinde, Allison Hart, siger til New York Times, at Rutte ”did not propose any compromise to sovereignty during his meeting with the president in Davos.”
Så med det forbehold, at der er tale om embedsmænd og anonyme kilder (men dog nogle tæt på mødet) lad os så se på, hvordan den britiske model på Cypern ser ud og hvorfor en lignende model i Grønland potentielt kunne tilfredsstille Trump og give ham den berømte gren, hvorfra han kunne kravle ned fra sit høje træ uden at tabe ansigt.
Da Cypern blev selvstændigt i 1960, bevarede Storbritannien suveræniteten over to klart afgrænsede områder på øen: Akrotiri og Dhekelia. Samlet kaldes disse to områder for Sovereign Base Areas (SBAs), og de er begge formelt britisk territorium, ikke blot lejede baser. På den måde lever modellen op til Trumps afvisning af en ”lejekontrakt”, som man ”da for fanden ikke forsvarer”, som han sagde i Davos.
Det centrale i den britiske model på Cypern er følgende:
Fuld suverænitet: Områderne er britiske i folkeretlig forstand ligesom britiske oversøiske territorier som fx Bermuda.
Ikke tidsbegrænset: Der er ingen lejekontrakt, der udløber; suveræniteten er permanent, medmindre parterne ændrer den, hvilket efter sigende er vigtigt for Trump.
Militært formål: Basernes raison d’être er strategisk militær anvendelse særligt inden for luft- og efterretningskapacitet.
Egen retsorden: Storbritannien udøver den lovgivende og udøvende magt i områderne, dog med selvpålagte begrænsninger.
Ingen civil eller koloniserende udvikling: Baserne må ikke danne udgangspunkt for en egentlig kolonisering; formålet er ikke civil bosætning, hvilket man må forestille sig som ret vigtigt for rigsfællesskabet.
Cypern er med andre ord en selvstændig stat, men uden suverænitet over disse to lommer på eget territorium.
Den britiske SBA-model er væsensforskellig fra de eksisterende amerikanske base-aftaler som Status of Forces Agreements (SOFA), hvor værtslandet bevarer suveræniteten (fx som i Tyskland, Japan og Pituffik-basen i Grønland i dag). SBA-modellen er også anderledes end det langtidslejemål, som den amerikanske base i Guantánamo udgør. Her er kontrol heller ikke lig med tab af suverænitet for værtslandet, Cuba.
Det afgørende vigtige i SBA-modellen – og grunden til at Trump kan erklære sig tilfreds – er, at SBA-modellen indebærer afståelse af suverænitet, ikke blot udvidede brugsrettigheder til en militærbase.
Hvis dette vitterligt ender som slutresultatet, har den ellers så latterliggjorte Mark Rutte (grundet den kærlige SMS, han sendte til Trump før mødet) stået i spidsen for en redningsaktion, hvor det er lykkedes at have fundet den berømte gren, som Trump kan klatre ned ad sit meget høje træ fra.
Ud fra oplysninger, som POV’s korrespondent har fået fra Davos, var også Alexander Stubb med til at udarbejde modellen, som blev serveret for Trump af ikke blot af Rutte, men også af bl.a. Italiens leder, Giorgia Meloni, som Trump sætter meget stor pris på.
Hvis den britiske model overføres én til én, ville det indebære følgende for Grønland (og Danmark):
Juridisk og politisk
Danmark og Grønland afstår suverænitet over små, præcist afgrænsede områder, og USA får hermed et formelt territorium i Grønland, hvilket vil medføre amerikansk flag, jurisdiktion og militærledelse; disse baseområder vil falde uden for grønlandsk selvstyre og dansk lov/forvaltning.
Sikkerhedspolitisk
USA vil få maksimal handlefrihed og langsigtet sikkerhed, når det drejer sig om basernes fremtid. Nato-argumentet vil formentlig udgøre en afskrækkelse af Rusland og Kina gennem en uomtvistelig og permanent amerikansk tilstedeværelse.
Sikkerhedspolitisk ville aftalen forpligte USA til maksimal amerikansk sikring af Arktis og altså hermed Grønlands forsvar. Det er i hele Europas, og dermed også Danmarks interesse.
En sådan aftale vil være uden fortilfælde i rigsfællesskabets historie, og især for Grønland vil en aftale, der ser sådan ud, uvægerligt rejse spørgsmål om kolonihistorie, selvbestemmelse og fremtidig statsdannelse.
Vil en sådan model være attraktiv set fra København og Nuuk?
Der er klart visse fordele, især at aftalen ville udgøre et juridisk enkelt arrangement uden tvivl om ansvar og kompetence. Sikkerhedspolitisk ville aftalen forpligte USA til maksimal amerikansk sikring af Arktis og altså hermed Grønlands forsvar. Det er i hele Europas og dermed også Danmarks interesse. Der ville formentlig heller ikke være nogen særlig løbende politisk friktion om basernes rammer.
Men der er betydelige knaster både for Danmark og Grønland
Der vil, hvis man kopierer den britiske aftale, være tale om et permanent suverænitetstab, også for kommende generationer.
Ultimativt betyder en sådan aftale, at Grønland mister indflydelse på dele af eget territorium, og det er vanskeligt at forene med både selvstyrets og FN’s principper om afkolonisering. Der kan derfor næppe være tvivl om, at vi har at gøre med et politisk eksplosivt emne både i Grønland og i Danmark, der kunne føre til en dyb splittelse i rigsfællesskabet just på et tidspunkt, hvor der ellers har været udvist maksimalt sammenhold mellem de to lande.
Og det så man da også med det samme, da folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit Aaja Chemnitz sent onsdag reagerede med en prompte afvisning på Facebook af, at Nato kan forhandle om Grønlandsk suverænitet overhovedet. Det kommer ikke på tale fastslog hun:
”Nato har på ingen måder egenhændigt mandat til at forhandle noget som helst uden om os fra Grønland. Intet om os, uden os. Og at Nato skulle have noget som helst at sige om vores land og mineraler, er helt ude i hampen. Intet kan forhandles, da vi simpelthen er for langt fra hinanden. Som i intet,” skriver hun.
I øvrigt var det selvsagt også bemærkelsesværdigt, at Trump efter talen undlod at tale om ejerskab af Grønland – tværtimod svarede han henholdende og tøvende. At ingen parter har bekræftet en suverænitetsmodel, er næppe tilfældigt heller. Men netop fordi den britiske Cypern-model er så vidtgående, ville enhver seriøs diplomatisk forhandling normalt også søge andre løsninger først såsom udvidede baserettigheder, fælles jurisdiktion og evt. nye forsvarsaftaler, men uden formel suverænitetsafståelse.
Men selvom en del mennesker måske kan sove bedre om natten både i Danmark og på Grønland nu, er Nato ikke ”reddet” af denne manøvre. Tværtimod står alliancen fortsat svækket, både politisk og normativt. Trumps gentagne angreb på Nato, hans tvivl om alliancens gensidige forsvarsforpligtelser og hans åbne brug af økonomisk og militært pres mod partnere har gjort betydelig skade.
Hvis aftalen forankrer USA sikrere i forsvaret af både Arktis og Europa, kan man notere et lille plus på kontoen, men mange ledere i Europa tør ikke stole på Trumps USA.
Europa skal fortsat finde sine egne ben så hurtigt som muligt. Måske i en ny såkaldt ”variabel geometri”, hvor de mellemstore vestlige magter finder hinanden i en ny ramme, som Canadas premierminister, Mark Carney, foreslog i en tale i Davos.
Alt er selvsagt og med andre ord langtfra godt. Trump hånede Europa i store dele af sin tale – som også hans vicepræsident J.D. Vance gjorde sidste år ved sikkerhedstopmødet i München. Den vestlige alliance er fortsat i krise, og Trumps håndtering af Grønland er blot den seneste – meget dramatiske og for Danmark pinefulde – demonstration af den tilgang, der præger hans anden præsidentperiode: et opgør med alliancer, baseret på magt, tvang og personlige forestillinger om arv og eftermæle.
Annegrethe Rasmussen er sjefredaktør og medgründer av POV International og styremedlem i Nordic Press Center. Hun er også amerikansk korrespondent, forfatter og en ivrig samfunnskommentator. Hun har skrevet en rekke artikler og bidratt til mange TV- og radioprogrammer samt flere bøker; sist som medforfatter av den mest brukte læreboken i danske videregående skoler om Amerika, USAs Challenges (2012, 2016, 2020, 2024). Hun har jobbet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC og New York. Hun har sittet i redaksjonsrådet for Weekendavisen som politisk redaktør (1997-99) og vært sjefredaktør for Berlingske Søndag (1999-2001).