Publisert: 13. september 2026
Forfatter: NordicPressCenter
USA // ANALYSE – Midtvejsvalget er lige om hjørnet, og Donald Trump har sat kursen, uanset hvor elendige hans meningsmålinger er: Valget bliver en folkeafstemning om præsidenten netop på det tidspunkt, hvor hans faldende popularitet belaster hans eget partis kandidater mest. Det har givet de demokratiske donorer vind i sejlene, også selvom tilliden til partiet er i bund.
Av Annegrethe Felter Rasmussen, sjefredaktør POV International og styremedlem Nordic Press Center
”Jeg er ikke på stemmesedlen, OK? Men bare lad, som om jeg er på stemmesedlen, jeg er på stemmesedlen, OK – bare forstå det en sidste gang”. Sådan lød det fra præsident Donald Trump i en tale i denne uge under det republikanske midtvejsvalgkonvent i American Airlines Center i byen Dallas i staten Texas.
Beskeden kunne ikke være mere klar: Midtvejsvalget bliver de facto en folkeafstemning om præsidenten, uanset om man kan sætte kryds ved ham eller ej.
Normalt afholder de to store partier i USA godt nok ikke konventer op til midtvejsvalget, men Trump er på den anden side så langt fra en normal politiker, som man kan komme. Så lad os se nærmere på startskuddet, der altid i USA indledes i ugen efter helligdagen Labor Day (den første mandag i september):
Trump forsøger at overføre sin personlige og tætte forbindelse til MAGA-vælgerne til sine kongreskandidater. Men han overfører samtidig uundgåeligt også sin upopularitet blandt de uafhængige vælgere, som altid afgør alle amerikanske valg.
Mandag i den kommende uge er der 50 dage til midtvejsvalget 3. november, hvor alle 435 sæder i Repræsentanternes Hus skal fordeles. I senatet er 33 pladser på ordinært valg plus 2 ekstra i særvalg. Resultatet vil afgøre, hvilket parti der bestemmer over Kongressen i resten af Donald Trumps embedsperiode. Samtidig vælger amerikanerne også 36 guvernører og tusindvis af lokale og delstatslige kandidater.
Partikonventet var en Trump-a-palooza
At præsidenten ikke er på valg, ville man ikke vide, hvis man fulgte midtvejskonventet, hvor Republikanerne var forsamlet onsdag og torsdag for at hylde netop Trump.
Konventet var bygget 100% op om ham, der også talte begge dage til en begejstret folkemængde, hvor der ikke desto mindre var markant færre deltagere end ved tidligere konventer, og hvor man på TV kunne se de mange tomme pladser bagerst i den store hal. Der var plads til 20.000 men faktatjekkere vurderede, at der maksimalt var 15.000 til stede.
Tanken bag personfikseringen er klar: konventet skulle mobilisere MAGA-basen, og helst samtidig gøre præsidentens lave popularitet, Iran-krigen og de høje leveomkostninger til lokale republikanske kandidaters problem.
Trump-a-palooza blev konventet kaldt i medierne som et ordspil på den kendte rockmusikfestival Lollapalooza, altså en storstilet fest med Trump som altoverskyggende hovednavn (Lollapalooza er USA’s svar på Roskilde Festival og er landskendt i USA. Siden 2005 har festivalen været i Chicago og endelsen “-palooza” bruges i slang om en overdådig og omfattende event, AG).
De fremmødte konventsdeltagere gjorde alt, hvad de kunne. På væggene var der plakater og billeder af Trump, der blev solgt MAGA-kasketter og tonsvis af Trump-merchandise i foyeren, og de fremmødte – hvoraf en del var iklædt festlige skinnende pailletter i patriotiske farver, rød og blå – pegede igen og igen på Trump som hovedattraktionen både i de amerikanske mediers reportager og i udenlandske medier. ”I am sorry, but I’m just a Trump girl. I love the president,” som det lød i den australske TV-kanal ABC’s aftenreportage fra konventet.
Trump lovede en såkaldt Trump dividend på 5.000 dollar til hver voksen amerikansk statsborger, hvis republikanerne beholder både Huset og Senatet.
Konventet nævnte til gengæld kun meget få af de enkelte republikanske kandidater, eftersom formålet klart handlede om retten til at fortsætte Trumps projekt uden en opposition, der kan blokere lovgivning, kontrollere bevillinger, indkalde vidner eller åbne undersøgelser.
Det er en forståelig strategi for Trump, hvis greb om partiet fortsat er tæt på totalt, men strategien har sin egen indbyggede risiko. Midtvejsvalg er altid historisk vanskelige for præsidentens parti, fordi de vælgere, der er vrede eller bekymrede, typisk er langt mere motiverede end dem, der er tilfredse. Samtidig kan det være sværere at få de mest loyale vælgere til at stemme, netop når præsidentens navn ikke står på stemmesedlen – og hvis man ser på forgængerne, tabte både Obama, Biden og Trump 1.0 alle deres midtvejsvalg.
Trump forsøger ikke desto mindre at overføre sin personlige og tætte forbindelse til MAGA-vælgerne til sine kongreskandidater. Men han overfører samtidig uundgåeligt også sin upopularitet blandt de uafhængige vælgere, som altid afgør alle amerikanske valg i sidste ende.
Moderate republikanere holdt sig langt væk fra konventet
CNN opsummerede talen således: “Præsidenten diskuterede omdøbningen af
Men der var selvfølgelig andre talere end Trump. Landbrugsminister Brooke Rollins advarede om, at ”idealerne fra 1776” er truet af demokraterne. The Majority Whip Tom Emmer beskrev de progressive demokratiske kandidater som ”kommunister”. Senator Tim Scott kaldte flere demokratiske Senatskandidater ”dangerous, radical and frankly weird”.
Hvor afstandtagen fra Trump fortsat er den sikre vej til et nederlag i langt de fleste republikanske primærvalg kan bare et fotografi sammen med en præsident, som kun omkring en fjerdedel af de uafhængige vælgere billiger, være lige så farligt
Da Senatets republikanske leder John Thune blev nævnt, lød der buh-råb fra dele af salen, om end Trump opponerede og sagde, at Thune (der havde valgt ikke at deltage) var god nok og ”arbejder hårdt” under vanskelige betingelser.

Susan Collins er en af de få republikanske senatorer, der er på valg i en stat, Maine, hvor demokraterne generelt står stærkt og hvor Kamala Harris vandt over Trump i 2024 med 8 procentpoints. Men det ville være forkert at dømme hende ude ved midtvejsvalget, selvom hun er svagt bagud i meningsmålingerne. For hun er populær lokalt. Foto: Instagram/Susan Collins.
Fraværet af republikanske kandidater og tunge skikkelser i partiet var markant. En Politico-rundspørge blandt mere end 70 republikanske kandidater og folkevalgte viste, at over halvdelen valgte at blive væk. Blandt de fraværende var udsatte senatorer som Susan Collins fra Maine og Dan Sullivan fra Alaska. For begge disse kandidater gælder det, at de helst skal distancere sig så meget som muligt fra præsidenten, der er upopulær i deres hjemstater.
Med andre ord: hvor afstandtagen fra Trump fortsat er den sikre vej til et nederlag i langt de fleste republikanske primærvalg kan bare et fotografi sammen med en præsident, som kun omkring en fjerdedel af de uafhængige vælgere billiger, være lige så farligt.
Kort sagt: De kandidater, der skal sikre flertallet, må både bruge Trump og beskytte sig mod ham.
Trumps nye valgløfte koster 1.2 billion $ og kan i øvrigt ikke gennemføres
Ugens største nyhed kom i form af et (godt nok uigennemførligt men vældig opsigtsvækkende) valgløfte fra præsidenten, der ikke kerer sig om kedelige realiteter, når han åbner for gaveposen.
Trump lovede en såkaldt Trump dividend på 5.000 dollar til hver voksen amerikansk statsborger, hvis republikanerne beholder både Huset og Senatet. Associated Press anslår, at løftet vil koste 1.2 billioner dollars. Pengene skal bruges i USA, lød det, men der fulgte ingen finansieringsplan med fra talerstolen, om end vicepræsident J.D. Vance straks kom på arbejde for at forklare, hvor pengene skal komme fra.
I skrivende stund er det fortsat uklart, men ifølge Vance vil løftet muligvis blive indsnævret så de mest velhavende amerikanere ikke modtager beløbet, men at øgede toldindtægter kunne være en del af finansieringen.
Men heller ikke vicepræsidentens version er udmøntet i et egentligt lovforslag eller et regnestykke, hvilket også kan blive svært, når man betænker den kolossale amerikanske statsgæld, der netop har passeret 40 billioner dollar, mens det årlige føderale budgetunderskud er omkring 1,8 billioner dollar.
Trumps valgløfte svarer altså til næsten to tredjedele af et helt års føderale underskud og ca.3 procent af den samlede statsgæld. Det er også værd at huske, at en universel udbetaling ikke kan gennemføres ved en præsidentiel erklæring, Kongressen skal vedtage en lov herom først.
Og det gælder uanset, om Republikanerne vinder både Repræsentanternes Hus og Senatet ved midtvejsvalget. Trump kan simpelthen ikke på egen hånd udstede de lovede checks på 5.000 dollar til alle voksne amerikanske statsborgere, heller ikke via en præsidentiel ordre.
Det skyldes helt basal jura: den amerikanske forfatnings såkaldte Appropriations Clause giver Kongressen kontrollen over statskassen: Føderale midler kan kun udbetales på grundlag af bevillinger vedtaget ved lov. Og hertil kommer, at et republikansk flertal i begge kamre heller ikke nødvendigvis vil gøre processen automatisk.
Almindelig lovgivning kræver 60 stemmer for at bryde en filibuster i Senatet, omend Republikanerne kan forsøge at gennemføre ordningen gennem den særlige budget reconciliation-procedure, hvor et simpelt flertal kan være tilstrækkeligt (hvis forslaget ellers opfylder procedurens budgetregler). Trumps valgløfte skal derfor forstås som netop et løfte: Selv hvis Republikanerne vinder begge kamre den 3. november, vil en opfyldelse af løftet fortsat kræve, at Kongressen vedtager den nødvendige lovgivning og finansiering, som Trump derefter kan underskrive.
For Feinschmeckere eller bare USA-nørder som overtegnede kan man oveni alt dette lægge, at Trump også lovede en Tariff Dividend i november 2025, når hans toldsatser var gennemført. Her var beløbet 2000 dollars til alle voksne amerikanere, men heller ikke her har regeringen kunnet finde lovgrundlaget (eller pengene), så det løfte er løbet ud i sandet, og alle har tilsyneladende glemt alt herom.
5000 dollar er dejligt konkret, let at kommunikere og designet til at overdøve komplicerede diskussioner om told, inflation, krig og underskud. Det er samtidig en erkendelse af, at partiet ikke længere kan nøjes med at sige, at makroøkonomien går godt, når mange vælgere svarer, at deres egen økonomi gør det modsatte
Politisk er valgløftet let at forstå. Republikanerne har brug for at gøre midtvejsvalget, der i høj grad handler om dyr benzin, priser og krig, til et valg om en umiddelbar privat gevinst. Og her er 5000 dollar dejligt konkret, let at kommunikere og designet til at overdøve komplicerede diskussioner om told, inflation, krig og underskud. Det er samtidig en erkendelse af, at partiet ikke længere kan nøjes med at sige, at makroøkonomien går godt, når mange vælgere svarer, at deres egen økonomi gør det modsatte. Stadig er det en smule barokt, at hele USA nu diskuterer et forslag, der efter al sandsynlighed ikke kan føres ud i livet.
Vil vælgerne (igen) tro på Trumps valgløfter – denne gang om, at alle voksne amerikanere vil få 5000 dollars i en “Trump dividend”, hvis det republikanske parti vinder begge kamre ved midtvejsvalget? Foto: MS Now Project47.
Løftet kan til gengæld skabe nye spørgsmål i en skeptisk vælgerskare, der troede på Trumps løfter om en billigere hverdag, hvis de bare stemte på ham. Det gjorde de, men priserne er alligevel steget. Og hvis økonomien er så stærk, hvorfor er der så brug for et ekstraordinært kontantbeløb for at overbevise vælgerne?
Hvis toldindtægterne er store nok til at finansiere udbetalingen, hvem har da i sidste ende betalt tolden gennem højere priser? Og hvis en republikansk Kongres efter midtvejsvalget ikke kan eller vil vedtage ordningen, føjes de 5000 dollars til køen af brudte løfter, som republikanske kandidater i 2028 vil stå overfor at skulle forklare.
Iran-krigen rammer amerikanernes privatøkonomi hver eneste dag
Den tungeste modvind for Trump og hans parti kommer således direkte fra køkken- og middagsbordene, fra benzinstationen, supermarkedet, den månedlige husleje og fra virksomhedernes transportregninger.
Krigen med Iran er gået ind i sin syvende måned. Nye angreb omkring Hormuzstrædet sendte 9. september Brent-olieprisen op på over 100 dollar pr. tønde. Den gennemsnitlige benzinpris er ifølge AP steget til 4,22 dollar pr. gallon, mens diesel lå på rekordhøje 5,94 dollar.
Politiseringen af både krigens tidslinje og energipriserne repræsenterer en risikabel kalkule fra præsidenten, der åbenbart regner med, at vælgerne fortsat stoler på ham
Onsdag lød det fra Trump: ““Right after the election, oil prices are going to be tumbling downward. I think it’s going to take a little bit longer than the midterm.” Han sagde også, at krigen efter hans vurdering ville slutte umiddelbart efter valget, fordi Iran forsøger at påvirke valget.
Politiseringen af både krigens tidslinje og energipriserne repræsenterer en risikabel kalkule fra præsidenten, der åbenbart regner med, at vælgerne fortsat stoler på ham for det første. For det andet skal de også holde ham politisk skadesløs for en krise hele vejen frem til valgdagen, hvor han til gengæld lover dem en vending bagefter.
Den tungeste modvind for Trump og hans parti kommer direkte fra køkken- og middagsbordene, fra benzinstationen, supermarkedet, den månedlige husleje og fra virksomhedernes transportregninger. Foto: Picryl.
Sådan spiller det politiske klaver dog næppe, så for republikanerne vil problemet være, at ingen vælgere opdeler deres økonomiske dom over politikerne i separate kolonner for geopolitik, råolie, told og indenrigspolitik. De ser et konkret beløb, når de tanker deres bil op og når de står med regningen for deres dagligvarer. Og krigschokket har for længst forplantet sig til fragt, flybilletter, fødevarer og inflationsforventninger.
Og dermed rammer det præcis det område, hvor Trump vandt overbevisende over Kamala Harris i 2024: løftet om at gøre hverdagen billigere og økonomien mere overskuelig. Og her taler målingerne er klart sprog. En ny Financial Times’ Focaldata-måling måler Trumps opbakning til 33 procent overfor en modstand på 59 procent; 57 procent siger, at de står økonomisk dårligere under Trump end før, han blev valgt.
24% opbakning fra ”independents” til republikanerne er fatalt for partiet
Det er imidlertid forkert at konkludere, at den republikanske base er træt af Trump.
NBC News’ seneste Decision Desk måling giver ham 80 procents opbakning blandt republikanere. Problemet ligger et andet sted i samme måling: en 24 procents tilslutning blandt uafhængige.
Tallet opsummerer Trumps strategis førnævnte dilemma. En partikonference bygget omkring Trump kan stadig begejstre kernevælgerne, men midtvejsvalgets svingdistrikter afgøres ikke af kernevælgerne, men af de vælgere, der skifter parti fra valg til valg samt af vælgere, der kan vælge at blive hjemme.
En anden advarselslampe er den såkaldt generiske kongresmåling, hvor vælgerne spørges om, hvilket parti de vil støtte til Kongressen uden kandidatnavne. Decision Desk HQ’s gennemsnit giver p.t. demokraterne omkring syv procentpoints forspring. FT/Focaldata målte 7,5 point.
Et nationalt forspring kan imidlertid ikke omsættes mekanisk til sikre mandater: geografi, valgdistrikter, kandidatkvalitet, fundraising og lokale spørgsmål betyder også meget. Demokratiske stemmer kan også være ineffektivt koncentreret i storbydistrikter, men et stabilt forspring i den størrelsesorden vi ser lige nu, er normalt lig med betydelige tab for præsidentens parti.
De amerikanske vælgere er polariserede som aldrig før, på trods af at mange giver udtryk for, at de ville ønske, at det ikke var tilfældet. Samtidig hermed identificerer flere og flere vælgere sig som partipolitisk uafhængige, hvilket fortsat gør jordskredsvalg mulige. Foto: CC 4.0 NDLA.
Gallups seneste partidatasæt peger i samme retning: 49 procent identificerer sig som demokrater eller ”demokratisk orienterede uafhængige”, mod 39 procent på republikansk side. Dette er et øjebliksbillede, ikke et valgresultat, men som the Guardian bemærker, markerer tallene en kraftig vending fra slutningen af 2024, da republikanerne havde et forspring i samme måling.
Hvis vi ser på det historiske mønster, bliver tallene endnu mere alvorlige for republikanerne. I 2018, under Trumps første præsidentperiode, mistede republikanerne 41 pladser i Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalget. I 2022 trodsede demokraterne under Joe Biden ganske vist forventningen om en stor ”rød bølge” og tabte kun ni pladser, men de mistede stadig flertallet.
Midtvejsvalg straffer med andre ord ikke altid præsidentens parti lige hårdt, men de giver oppositionen en strukturel mulighed. I 2026 behøver demokraterne ikke en bølge på 41 mandater, men i dag er republikanernes flertal er ultrasmalt, så få nettogevinster vil være nok til at erobre flertallet. Demokraterne skal kun flytte en håndfuld distrikter for at vinde.
Den uafhængige Cook Political Report beskriver det republikanske ”nightmare scenario” som en national politisk atmosfære, hvor præsidentens parti både mister uafhængige vælgere og samtidig får vanskeligt ved at omsætte MAGA-entusiasmen til deltagelse uden Trump på stemmesedlen.
Republikanerne vil i hvert eneste tilfælde zoome ind lokalt, advare mod kriminalitet, øget immigration, ”socialisme” og en demokratisk Kongres, der vil bruge de næste to år på undersøgelser af Trump
Men før nogen begynder at glæde sig for tidligt, er det vigtigt at huske, at kampen afgøres i et særdeles begrænset antal forstæder og mellemstore byer, ikke i den nationale gennemsnitsmåling. Demokraterne skal forsvare deres egne marginale mandater og samtidig hente gevinster i republikanske distrikter, hvor Trump eller den republikanske kongreskandidat vandt knebent. Republikanerne vil i hvert eneste tilfælde zoome ind lokalt, advare mod kriminalitet, øget immigration, ”socialisme” og en demokratisk Kongres, der vil bruge de næste to år på undersøgelser af Trump.
Demokraterne vil omvendt gøre deres til at gøre midtvejsvalget til et nationalt spørgsmål og forbinde den republikanske kandidat til Trump, til hans prestigiøse og upopulære byggeprojekter i Washington, til Iran-krigen og dermed også til de høje priser og upopulære dele af regeringens dagsorden.
De republikanske kandidater, der blev væk fra Dallas, viste i praksis, hvilken af de to strategier de frygter mest, men uheldigvis for dem nægter Trump selv at lade valget blive lokalt.
Senatet kan gå i begge retninger
Så vidt Huset, hvor de fleste kommentatorer og også de såkaldte Prediction Markets forudser at demokraterne vinder (også selvom det demokratiske brand fortsat er i bund – partiet er særdeles upopulært, men præsidenten er blot endnu mere ugleset blandt de uafhængige vælgere).
Når det gælder Senatet er udfaldet vanskeligere at spå om. Republikanerne har p.t. 53 pladser mod demokraternes 47, hvis man tæller de to uafhængige senatorer, der stemmer med demokraterne, med. Demokraterne skal derfor vinde mindst fire pladser netto for at nå 51. En stilling på 50-50 vil fortsat blive afgjort af vicepræsident J.D. Vance til republikanernes fordel.
Hvis valget om Senatet ender uafgjort, vil vicepræsident J.D. Vance fortsat have den afgørende stemme til republikanernes fordel. Foto: Det Hvide Hus.
Valgkortet tvinger demokraterne til både at forsvare deres mest udsatte egne mandater og vinde nogle republikanske sæder.
Alle ser p.t. mod staterne North Carolina, Maine og det særlige valg i Ohio. Det nye er, at staten Iowa og selv Texas også er i spil
Konkret skal Jon Ossoff overleve i Georgia (der stemte på Trump i 2024 i præsidentvalget), samtidig med at partiet skal beholde åbne eller konkurrencedygtige pladser i blandt andet Michigan, Minnesota og New Hampshire.
Derefter kommer angrebet, hvor alle p.t. ser mod staterne North Carolina, Maine og det særlige valg i Ohio. Det nye er, at staten Iowa og selv Texas også er i spil.
Svingstaterne – lad os se på dem
Lad os se på de førstnævnte:
North Carolina er den klassiske svingstat, som demokraterne næsten altid vinder. Den tidligere demokratiske guvernør Roy Cooper dyster mod Michael Whatley, som er tidligere RNC-formand og Trumps kandidat i kampen om det åbne mandat efter republikaneren Thom Tillis. Cooper står umiddelbart stærkest. Med ham har demokraterne en sjælden kandidat med et landsdækkende navn i staten, han har også et moderat image og en dokumenteret evne til at vinde på samme stemmeseddel, hvor republikanerne ellers klarer sig godt.
Roy Cooper kan sagtens både være for fri abort og støtte politi og soldater, er beskeden i disse to billeder, der står ved siden af hinanden på hans valgkampagne-side. Cooper er tidligere guvernør og populær lokalt. Stort set alle kommentatorer og eksperter regner med, at han hiver senatssædet hjem til sin svingstat, North Carolina. Foto: roycooper.com
I Maine møder den lokalt populære veteran Susan Collins en tidligere delstatssenatsformand og skovarbejder Troy Jackson. Demokraterne måtte skifte kandidat sent i valgkampen, efter deres første kandidat Graham Platner trak sig grundet anklager om seksuelle overgreb (som han har afvist). I øjeblikket er Jackson foran Collins i flere målinger.
Collins er noget så sjældent som en stærk, moderat republikansk kandidat med en selvstændig profil, der er blevet genvalgt hele fem gange, men hun er også den eneste republikanske senator fra en New England stat, som på føderalt niveau hælder mod demokraterne – Kamala Harris vandt staten med 7 procentpoints over Trump i 2024. Valgkampen i Maine er dermed både en chance for og en test af, om demokraterne evner at omsætte den nationale modvind for Trump til en lokal sejr over en etableret moderat republikaner.
I Ohio forsøger Sherrod Brown at vende tilbage til Senatet og har rejst 10 millioner dollar i første kvartal og 14,1 millioner i andet. Ohio er blevet markant mere republikansk, men Brown kører ikke desto mindre hårdt på med en populistisk økonomisk sprogbrug og et personligt brand, der adskiller betydeligt sig fra sit nationale parti.
Hvis demokraterne ender med at vinde Texas, kan man sandsynligvis godt regne med en virkelig ringe valgaften for republikanerne andre steder i USA
I Iowa har Joni Ernsts pensionering fjernet den fordel, en siddende senator normalt har, men den republikanske kandidat Ashley Hinson er stadig favorit i en stat, Trump har vundet klart. Et åbent mandat er dog lettere at angribe, og målinger inden for fejlmarginen har fået Cook Political Report til at kalde valget for ”konkurrencedygtigt”.
Texas er demokraternes mest opsigtsvækkende mulighed, men også en der kalder på forsigtighed i forudsigelserne. Demokraterne har ikke vundet et senatsmandat i staten siden Lloyd Bentsen vandt i 1988. Men delstatsrepræsentanten James Talarico har rejst omkring 27 millioner dollar i årets første kvartal og yderligere 30 millioner i det andet, og han har i nyere målinger ligget tæt på eller foran den republikanske justitsminister Ken Paxton.
James Talarico holder sin nevø, der blev født i november 2025. Foto: Privat men delt på Talaricos officielle og åbne Facebook-side. P.t. leder han lige akkurat meningsmålingerne over modkandidaten, Ken Paxton. Det giver demokraterne en chance for at vinde et senatssæde i en stat, der ikke har givet valg til demokraterne siden 1989.
At Texas overhovedet nævnes op til et midtvejsvalg, fortæller både noget om det politiske klima og Trumps eget brand i 2026, samtidig med at den skandaleramte Paxtons egen sårbarhed ikke er det samme som et sikkert demokratisk gennembrud. Men hvis demokraterne ender med at vinde Texas, kan man sandsynligvis godt regne med en virkelig ringe valgaften for republikanerne andre steder i USA.
De demokratiske donorer er vendt tilbage, men de elsker langt fra partiet
Demokraternes økonomiske track record er lige så opdelt som republikanernes politiske er. Efter nederlaget i 2024 var de store donorer virkelig vrede over, hvad de anså som et politisk bedrag fra Joe Biden samtidig med at de så hans sene exit fra valget som en katastrofe. De var heller ikke imponerede over Kamala Harris’ kampagne – ord som ”uden leder eller retningssans” blev ofte nævnt.
Den vrede er ikke forsvundet. Men udsigten til at vinde har ændret deres adfærd.
“They are not fans of the party, but they are coming back,” siger den demokratiske stordonor og advokat John Morgan. Hans mere brutale forklaring er: “The party is not bringing them back. It is their opposition to the Trump administration. Also, when donors smell a kill, they play ball. With the Senate in play, they can smell a kill.”
Pengene går imidlertid i høj grad uden om den nationale demokratiske partiorganisation og direkte til kandidater, hvor en dollar populært sagt kan flytte et mandat. Det forklarer delvist de enorme beløb til Talarico og Brown (der også høster mange penge fra bittesmå enkeltdonationer fra vælgerne), men også den fortsatte ubalance mellem de to partier på landsplan.
Startpositionen er klar: Huset hælder mod demokraterne, Senatet er blevet konkurrencedygtigt, og republikanerne har valgt at starte slutspurten med Trump helt forrest som fakkelbærer
Ved udgangen af juli havde RNC ifølge FEC-indberetninger mere end 130 millioner dollar kontant og ingen gæld; DNC havde lidt over 16 millioner og næsten 18 millioner i gæld.
Samlet står de republikanske hovedkomiteer med omtrent 279 millioner dollar mod demokraternes 136 millioner. Og det er en betydelig republikansk fordel, især til sene tv-reklamer her i slutspurten, til igangværende og mulige kommende juridiske slagsmål samt organisation på valgdagen.
Men partikomitéernes kassebeholdning tegner ikke billedet af hele pengestrømmen. Super-PAC’er, kandidatkomiteer og enkeltløb kan udligne dele af forskellen. Demokraternes paradoks er med andre ord, at partiets varemærke fortsat er svagt, mens partiets kandidater i udvalgte stater er blevet attraktive investeringer i 2026.
Det kan imidlertid være alt rigeligt til et midtvejsvalg. Det er bare langt fra nødvendigvis en løsning på partiets problem frem mod 2028. Som en anonym donor siger til The Hill: “The fact of the matter is the party is still lost, and everyone knows it.”
Modstanden mod Trump giver demokraterne en mulighed, men endnu ikke et fælles svar på, hvad de selv vil bruge magten til.
Midtvejsvalgets regler er blevet en del af valget
Endelig kommer man ikke udenom at nævne selve valgets metoder. Slutspurten begynder ikke blot med taler og reklamer, men inkluderer delstaternes regler for brevstemmer, de fortsat er genstand for retssager, som beskrevet i POV i sidste uge her:
https://pov.international/spurt-midtvejsvalget-2026-folkeafstemning-trump/
Ingen tvivl om, at brevstemmer er vigtigt. Omkring en tredjedel af amerikanske vælgere stemmer på den måde. North Carolina begyndte 4. september som den første stat at sende midtvejsvalgets brevstemmer ud, herefter fulgte Alabama 9. september, og flere stater er lige i hælene på dem. I Minnesota og South Dakota kan man stemme allerede 18. september, altså indenfor den kommende uge.
I staten Wisconsin skal kommunerne have sendt brevstemmer til de vælgere, der allerede har anmodet om dem, senest 17. september, og her er tidspresset særlig alvorligt: En brevstemme skal nemlig være modtaget, ikke blot afsendt eller poststemplet, inden valgstederne lukker den 3. november, og Wisconsin er derfor allerede nu midt i en retssag om, hvorvidt vælgere, hvis brevstemme er blevet forsinket i posten, skal kunne afgive en foreløbig stemme på selve valgdagen.
Trump-regeringen har bedt Højesteret om at tillade nye restriktioner knyttet til præsidentens dekret, blandt andet nye postprocedurer, onlineportaler og stregkodekrav. En føderal dommer har fortsat blokeringen af postvæsenets gennemførelse, og stater samt stemmeretsorganisationer anfægter reglernes lovlighed. Regeringens egen højesteretsadvokat, John Sauer, har understreget tidspresset: Når kuverterne først er i postsystemet, kan de ikke hentes tilbage.
Et demokratisk flertal i Huset ikke i sig selv vil kunne ophæve Trumps politik. Præsidenten har vetoret, og Senatets regler gør store lovændringer vanskelige. Men hvad man kan kalde ”magtens retning” i Washington vil ændre sig øjeblikkeligt
Den juridiske kamp har derfor konkrete konsekvenser. Store regelændringer efter udsendelsen kan skabe forvirring, afviste stemmer og nye retssager efter valgdagen. Situationen skaber også potentielt en politisk fortælling, hvor Trump både er kandidat uden at være på stemmesedlen og samtidig en aktør i kampen om, hvordan stemmerne må afgives og tælles.
Det skaber et betydeligt usikkerhedsmoment, så selvom det er rimeligt at kalde midtvejsvalget for en folkeafstemning om Trump, er det samtidig alt for tidligt at tale om en ”blå bølge” som et faktum.
Målingerne viser udelukkende et gunstigt demokratisk politisk miljø her og nu, ikke et optalt flertal. Republikanerne har flere penge i partikassen, et effektivt medieøkosystem, en præsident med høj opbakning i egen base og en situation i Senatet, der kræver en tæt på perfekt demokratisk udførelse.
Demokraterne har til gengæld historiebøgernes medvind i den forstand, at langt de fleste præsidenter taber deres midtvejsvalg, Trump har virkelig dårlige popularitetstal og det store vælgerflertal, mener p.t., at landet bevæger sig i den forkerte retning.
Hvad sker der, hvis demokraterne vinder Kongressen?
Hvis vi til slut skal se lidt fremad, er det vigtigt at forstå, at et demokratisk flertal i Huset ikke i sig selv vil kunne ophæve Trumps politik. Præsidenten har vetoret, og Senatets regler gør store lovændringer vanskelige. Men hvad man kan kalde ”magtens retning” i Washington vil ændre sig øjeblikkeligt.
Demokratisk ledede kongresudvalg kan indkalde embedsmænd til afhøringer, kræve dokumenter udleveret, undersøge krigsførelsen i Iran, økonomien og administrationens magtanvendelse og kontrollere bevillinger. Mike Johnson vil miste talerstolen som leder af Kongressen (Speaker of the House) til demokraten Hakeem Jeffries, og Trump vil stå over for institutionel modstand i Kongressen for første gang i sin anden embedsperiode, hvilket betyder, at ny republikansk lovgivning ikke kan gennemføres.
Den demokratiske leder i Repræsentanternes Hus vil skifte plads fra sin nuværende position som minoritetsleder til “Speaker of the House”, hvis Demokraterne vinder flertallet i Huset. Foto: Hakeem Jeffries hjemmeside i Kongressen.
Formentlig vil et demokratisk flertal også lede til en ny omgang med impeachment af Trump, uanset at dette ikke er noget, som et flertal af vælgerne støtter (og heller ikke vil føre til en dom i Senatet, da dette kræver et kvalificeret flertal på 67 senatorer).
Hvis republikanerne kun mister Huset, men holder Senatet, får USA to år med konflikter, undersøgelser og fastlåst lovgivning. Hvis demokraterne vinder begge kamre, er Trumps lovgivningsmæssige præsidentperiode i praksis stærkt begrænset fra januar 2027
Et eventuelt demokratisk Senat vil være endnu mere vidtrækkende. Det kan bremse dommere og topudnævnelser og give demokraterne kontrol over høringer og dagsorden. Men netop derfor er vejen dertil så vanskelig: Republikanerne behøver kun at holde demokraterne på højst 50 mandater.
Hvis republikanerne mod forventning beholder begge kamre, vil Trump læse resultatet som en bred godkendelse af sin kurs, og helt sikkert også de dele, der ikke stod direkte på nogen stemmeseddel. Hvis republikanerne kun mister Huset, men holder Senatet, får USA to år med konflikter, undersøgelser og fastlåst lovgivning. Hvis demokraterne vinder begge kamre, er Trumps lovgivningsmæssige præsidentperiode i praksis stærkt begrænset fra januar 2027.
Halvtreds dage er kort tid i et land, hvor stemmerne allerede er på vej ud til vælgerne, men det er også lang tid i amerikansk politik. Iran-krigen kan eskalere, fryse fast eller slutte, og samtidig kan olieprisen stige eller falde. En kandidat kan bryde sammen i en debat, en skandale kan ændre et enkelt lokalt opgør, og højesteretsafgørelser kan fortsat nå at ændre rammerne for brevstemmer, om end flere stater (også republikanske som Missouri og Georgia) har meddelt, at intet bliver ændret i denne omgang.
Men startpositionen er nu klar: Huset hælder mod demokraterne, Senatet er blevet konkurrencedygtigt, og republikanerne har valgt at starte slutspurten med Trump helt forrest som fakkelbærer.
Læs meget mere om amerikansk politik – følg vores USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen her.