Publisert: 4. november 2026
Forfatter: NordicPressCenter
Annegrethe Felter Rasmussen, sjefredaktør POV International og styremedlem Nordic Press Center
Washington D.C: Demokraterne vandt stort ved tirsdagens midtvejsvalg i USA. Partiets sejr går over flere dybt konservative delstater, hvor vælgerne har vendt MAGA ryggen. Men nu skal partiet vise, at det kan forvalte sin nye magt over for en præsident, der accepterede nederlaget øjeblikkeligt. Og samtidig skal strategien frem mod præsidentvalget i 2028 designes.
– Det dyreste valg i USA’s historie er overstået, og udfaldet er så tydeligt, som det kan blive. Demokraterne har vundet både Repræsentanternes Hus og Senatet i en veritabel blå tsunami og givet Republikanerne en historisk enorm næsestyver, der varsler begyndelsen på enden af både Donald Trumps præsidentskab og MAGA som bevægelse.
Der er tonsvis af spændende lokale resultater: formanden for det republikanske partis hovedbestyrelse tabte sin valgkreds, republikaneren Susan Collins, der har siddet 30 år i Senatet i Maine, tabte. Vivek Ramaswamy, kandidaten til guvernørposten i Ohio, tabte i et kæmpe nederlag efter en beskidt valgvideo, som et stort flertal af hans egne potentielle vælgere vendte ryggen til. Den unge demokrat, James Talarico, triumferede i Texas, og en metodistpræst i Kansas vandt senatssædet i en stat, der ikke har givet valg til Demokraterne siden 1932.
Alt i alt fortæller summen af de enkelte resultater en samlet historie om, at ”candidate quality matters”, som man siger i amerikansk politisk slang. Det betyder rent faktisk noget, om et parti opstiller en kvalificeret og dygtig kandidat eller ej.
Det kunne man bl.a. se i to tidligere republikanske stater, Texas og South Carolina. I begge disse stater havde præsidenten spillet højt spil og blandet sig ved at pege på en kandidat med alvorlige problemer. Og begge steder førte Trumps intervention til, at hans parti tabte.
I South Carolina stod det klart, at Lindsey Grahams lillesøster, Darline, simpelthen ikke var dygtig nok til at vinde. I Texas er James Talarico et skoleeksempel på den type kandidat, som demokraterne kan vinde med i republikanske stater. Han er religiøs, empatisk og dygtig politikertaler, der prædiker om kærlighed, dialog og empati, der kan hele det dybt polariserede USA (det gør han også), og som tager folks daglige økonomiske problemer, de såkaldte kitchen table issues, alvorligt.
Samtidig var den Trump-støttede kandidat, Ken Paxton, både forhadt lokalt og dybt problematisk i sig selv som politiker med en række skandalesager og en lokal republikansk impeachment-sag bag sig i Texas’ lovgivende forsamling.
Donald Trump accepterer nederlag: ”Jeg kan samarbejde med Demokraterne”
Samtidig stod det klart fra starten, at Trump ikke havde tænkt sig at betvivle valgresultatet.
I et telefoninterview med Fox News før midnat, da nederlaget stod klart og i et samtidigt interview med New York Times, sagde han, at om end han ikke så resultatet som rettet mod ham selv, og selvom han som præsident har ”the power of the veto”, så ville han acceptere resultatet.
Han sagde tilmed tillykke til Demokraterne, der, som han også sagde, havde ”ventet på og arbejdet for dette resultat i 11 år” og som i øvrigt havde nogle ”formidable kandidater”:
The Democrats have some formidable people. ”Congratulations to the Democrats. They did a good job. They have been looking for this for 11 years and finally, they got it. But I do not see it as a victory over me. We have done a great job, notably on the border. But I say: “Congratulations on the Democrats. They worked very hard and for a long time.
Trump funderede også i det korte interview over, at vælgerne ”ikke kunne lide Iran-krigen” og ”ikke var indstillet på at betale prisen på den korte bane” med henvisning til de højere diesel- og benzinpriser. ”Og det forstår jeg godt”, tilføjede han.
Han tilføjede, at han kunne samarbejde med Demokraterne om ”mange ting”, men nævnte også sit veto-våben, som han, som alle præsidenter før ham, har til sin rådighed.
Det skal imidlertid nævnes, at det vil være en særdeles risikabel strategi frem mod præsidentvalget i 2028 blot at nedlægge veto mod samtlige lovforslag fra Kongressens to kamre, fordi en demokratisk præsidentkandidat så kan føre kampagne på alle de love, som en demokratisk kongres havde foreslået, men som en republikansk præsident havde forhindret.
Og hvis man antager, at vælgernes fokus på ”bread and butter issues”, altså hverdagsøkonomi, fortsætter, vil det ikke være en holdbar strategi for en republikansk præsident, der i øvrigt også vil være interesseret i sit eget eftermæle. En vedtagelse af brede politiske kompromisser vil også smitte positivt af på ham.
Politisk geografi betyder meget
Magtskiftet i Washington kan imidlertid ikke forklares, hvis man ikke medtager den politiske geografi.
Texas, der ikke har valgt en demokrat til Senatet siden 1988, har valgt James Talarico frem for Ken Paxton. I South Carolina har børnelægen Annie Andrews besejret den republikanske kandidat Darline Graham. I Ohio vender Sherrod Brown tilbage til Senatet. I Georgia vandt demokraten Keisha Lance Bottoms slaget om guvernørposten (og bliver den første valgte sorte kvindelige guvernør i USA), og i North Carolina har den tidligere guvernør Roy Cooper besejret Trumps foretrukne kandidat, Michael Whatley.
Samtidig har Jon Ossoff forsvaret sit senatsmandat i Georgia, som Trump vandt ved præsidentvalget i 2024.
Disse valgsejre er bemærkelsesværdige hver for sig og skyldes som nævnt i vidt omfang kandidaterne selv (samt deres modkandidater), men set som en samlet bevægelse er det først og fremmest afgørende, hvor sejrene har indfundet sig.
De rækker nemlig langt ud over de traditionelle demokratiske højborge hvor the Coastal Elite regerer i Californien og på østkysten samt i de demokratisk dominerede storbyer som Washington, New York, L.A., Chicago og Boston.
Demokraterne har vundet i delstater, hvor Republikanerne gennem årtier har haft betydelige fordele, og hvor det for blot få måneder siden ville have forekommet fuldkommen usandsynligt, at partiet kunne komme blot i nærheden af at vinde.
Resultaterne viser også, at den amerikanske vælgerskare er langt mere bevægelig, end landets stærkt polariserede politiske debat ofte giver indtryk af. At en vælger støttede Trump i 2024, betyder ikke, at vedkommende automatisk vil støtte en republikansk senatskandidat i 2026. At stemme på en demokrat er ikke ensbetydende med, at man har opgivet konservative holdninger til indvandring, religion, kriminalitet, skatter eller kulturpolitiske spørgsmål.
Fronterne er netop ikke fastfrosne i urokkelige lejre som ”Demokrater overfor Republikanere”, ”liberale mod konservative”, ”Trump-modstandere kontra MAGA-bevægelsen”. Tværtimod er vælgerne rede til at skifte holdning, hvis kandidaterne tager deres bekymringer og ønsker alvorligt.
Det vil derfor være en fejl at fortolke tirsdagens resultater som et udtryk for, at millioner af amerikanere pludselig er blevet ideologisk liberale eller langt mere venstreorienterede. Nogle har måske ændret politisk overbevisning, men andre har ganske enkelt konkluderet, at præsidenten og hans parti ikke har leveret det, de lovede.
Læresætning frem mod 2028: Moderate demokrater kan vinde i Midtvesten og i sydstaterne
Og så har den fraktion hos Demokraterne, der ofte kaldes Blue Dog Democrats, leveret varen, idet mange vælgere i Midtvesten og sydstaterne har reageret positivt på de konkrete kandidater.
James Talarico, der tidligere har været lærer og har studeret teologi, tilbød vælgerne i Texas et både religiøst og politisk sprog, der adskilte sig markant fra den stadig mere konfrontatoriske retorik, som ofte forbindes med det nationale demokratiske parti. Hans kampagne trak i høj grad på kristen tro, økonomisk retfærdighed og modstand mod korruption. I sin sejrstale fremhævede han også “kærlighed” som det, der havde sikret ham sejren. Den var “lige så stor som Texas”, erklærede han, og endnu en gang havde “David vundet over Goliath”.
Tilsvarende i South Carolina, hvor børnelæge Annie Andrews lagde vægt på sundhed, leveomkostninger og politisk ansvarlighed. I North Carolina førte den moderate Roy Cooper valgkamp på blandt andet fødevare- og energipriser og trak på sin erfaring som guvernør gennem to perioder, hvor han havde vist, at han kunne vinde valg i en delstat med en republikansk vælgerskare. Cooper har i øvrigt aldrig tabt et valg i sin hjemstat.
Samtidig vandt den i amerikansk sammenhæng venstreorienterede senatskandidat, Abdul El-Sayed sit valg i Michigan.
Kandidaterne førte med andre ord langt fra identiske kampagner, og de havde heller ikke præcis samme ideologiske profil. Men de viste, at Demokraterne kan konkurrere i konservative områder, når de opstiller kandidater og formulerer argumenter, der giver mening i de lokalsamfund, de ønsker at repræsentere.
Det er en af valgets vigtigste erfaringer, og det stiller samtidig Demokraterne over for en udfordring frem mod præsidentvalget i 2028: Partiet skal forstå, hvorfor netop disse kandidater havde succes, uden at tro, at den samme politiske opskrift nødvendigvis virker overalt.
Nedenfor ses hovedkandidat-filmen for El-Sayed, en af de mest venstreorienterede senatskandidater, partiet har, og som alligevel vandt i en “lilla” stat – altså en midtvestlig svingstat, ikke en storby. Han betoner, at han er en ægte Michigander og en person, der har levet the American Dream, og at han nu vil gå til kamp mod milliardærer og en “regering, der virker for os alle sammen.”
Balsal, triumfbue og Reflecting Pool – Trump svigtede sine egne vælgere
Læren, som republikanerne kan drage, handler i virkeligheden om en udløbsdato for MAGA.
Den mest ødelæggende udvikling for Trump er nemlig ikke, at vælgere har ændret mening om hans politik, men at de mener, at han selv har ændret prioriteter. Han lovede lavere priser, velstand og et opgør med en selvoptaget elite, men leveomkostningerne er fortsat en central kilde til frustration, og Iran-krigen har presset energipriserne op, mens tolden har øget usikkerheden.
Reuters pegede allerede før valget på priserne og krigen som væsentlige årsager til, at ellers sikre republikanske senatsvalg var blevet konkurrencedygtige. Trumps gentagelser ved valgmøde efter valgmøde om ”en ny guldalder” lyder selvsagt fjernt og ligefrem uærligt for vælgere, der vurderer deres families økonomi ud fra indkøb, benzin og husleje.
Ydermere er det én ting at mene, at en politiker har forsøgt og fejlet, noget ganske andet at mene, at han er mere optaget af sig selv end af sine vælgere.
Mange Trump-vælgere beundrede netop hans rigdom, men det er ikke det samme som at acceptere, at embedet bruges til personlig eller familiemæssig berigelse. Spørgsmålet om ”korruption”, der pludselig opstod i visse meningsmålinger som en del af de problemer, vælgerne ville stemme ud fra, stammer fra en erkendelse hos MAGA-vælgeren om, at manden, der lovede at udfordre eliten, selv er blevet en del af et system og en elite, han regelmæssigt udfordrede og fordømte i sin egen retorik.
Afstanden mellem Trumps prioriteter og mange vælgeres bekymringer blev næsten perfekt illustreret af hans sidste planlagte offentlige optræden før valget, hvor han dagen før valget ved Lincoln Memorials Reflecting Pool i Washington D.C. brugte betydelig tid på at tale om renoveringen af bassinet.
Han diskuterede utætheder, overfladebehandling og den præcise blå nuance, der var valgt til bunden. Personligt foretrak han en lysere blå, men at en mørkere nuance gav en bedre spejling, forklarede han til en noget overrasket lille skare af tilhørere.
I det hele taget har renoveringen af Det Hvide Hus med en balsal, en monumental triumfbue og andre ændringer af fremtrædende føderale bygninger og områder har fyldt påfaldende meget under hans anden præsidentperiode. Projekterne er ikke nødvendigvis upopulære blandt alle republikanske vælgere, og der er naturligvis intet principielt forkert i at ville forbedre offentlige monumenter.
Men politisk lederskab handler også om at forstå, hvad der betyder mest for befolkningen på et givet tidspunkt, og for vælgere, der bekymrer sig om fødevarepriser, benzin, sundhedsudgifter og en upopulær krig, var en præsidenttale om farven på the Reflecting Pool næppe det mest oplagte svar.
Fejlfortolkningen af indvandringsområdet kostede opbakning
En anden vigtig lære, man kan drage, er, at præsidenten fejlfortolkede karakteren af sit mandat, når det gælder indvandring, som ellers er et område, Trump har fejret triumfer på at tackle. Hans valgsejr for blot to år siden bundede klart i en udbredt utilfredshed med Joe Bidens manglende håndtering af udfordringerne ved den sydlige grænse.
Men støtte til en strammere indvandringspolitik er ikke nødvendigvis det samme som opbakning til enhver metode, der bruges til at gennemføre den. Den sondring trådte klarere og klarere frem i takt med, at regeringens udvisninger og en række brutale ICE-operationer i stigende grad berørte familier, arbejdspladser og små lokalsamfund langt fra grænsen, hvor mange spansktalende indvandrere har boet og arbejdet i årtier – ofte uden de nødvendige papirer, men samtidig som nyttige og flittige (og ofte populære) medborgere i mindre lokalsamfund – langt væk fra de malende beskrivelser fra Trump & co. af bandemedlemmer, mordere, voldtægtsforbrydere og narkohandlere.
Det gik også op for mange lokale republikanere, men for sent. Deres afstandtagen fra Trumps retorik var ikke nok til at forhindre et kæmpe skred på over 20 procentpoint væk fra republikanerne og over til demokraterne.
I Texas’ 15. kongresvalgkreds, hvor en stor del af befolkningen har latinamerikansk baggrund, erkendte den republikanske kandidat Monica De La Cruz fx selv før valget, at myndighedernes indvandringsindsats skadede den lokale økonomi. Hun argumenterede for, at indsatsen burde koncentreres om kriminelle organisationer frem for hårdtarbejdende indvandrerfamilier. Hendes demokratiske modstander, Bobby Pulido, anerkendte omvendt vælgernes bekymringer om grænsesikkerheden, men kritiserede de økonomiske og sociale forstyrrelser, som den hårdhændede håndhævelse medførte.
Pointen er, at vælgerne godt kan forstå og godt kan gå ind for grænsekontrol og samtidig være imod vilkårlige eller stærkt forstyrrende myndighedsindgreb. En vælger kan også støtte deportering af personer, der er dømt for alvorlig kriminalitet, og samtidig protestere mod behandlingen af familier, der har boet og arbejdet i USA gennem mange år. Og endelig kan en vælger sagtens støtte Trumps overordnede mål for indvandringspolitikken, men mene, at regeringen har forfulgt dem på en måde, der har skabt unødvendige økonomiske og menneskelige omkostninger.
Og her kan begge partier lære noget: Demokraterne ville begå en fejl, hvis de fortolkede de betydelige republikanske tab blandt spansktalende vælgere som et bevis for, at en stram indvandringspolitik i sig selv er blevet upopulær. Men Republikanerne ville begå en tilsvarende fejl, hvis de antog, at Trumps fremgang blandt de samme vælgere i 2024 var ensbetydende med permanent opbakning til hele hans indvandringspolitik.
Nøjagtig den samme forsigtighed gælder ”yngre mænd”, en anden vælgergruppe, hvor Trump opnåede en markant og betydelig fremgang i 2024, men som nu har forandret sig. Deres politiske loyalitet er heller ikke støbt i beton, og vælgervandringerne væk fra Trump i 2026 vil nu blive underkastet et hav af dybdegående vælgerundersøgelser frem mod 2028. De første undersøgelser tyder på, at de unge mænd også i stort tal valgte sofaen i skuffelse over både Iran-krig og de høje priser.
Gerrymandering blev til ”dummymandering”
En anden bemærkelsesværdig dimension ved tirsdagens resultater skal nævnes.
Republikanerne brugte en stor del af valgperioden på at forbedre deres muligheder ved at ændre grænserne for valgkredsene ved valget til Kongressen. Ved at tegne valgkortene om håbede de republikansk kontrollerede delstater at skabe flere fordelagtige valgkredse og dermed styrke partiets muligheder for at bevare flertallet i Repræsentanternes Hus.
Manøvren, der kaldes gerrymandering, bygger på en antagelse om, at en tilstrækkeligt gunstig valggeografi kan kompensere for ændringer i vælgernes holdninger. Man skærer et stykke af en meget gunstig valgkreds fra og lægger dem over i nabo-valgkredsen, så man vinder dem begge.
Men den slags manipulation af valgkredsene indebærer også en risiko. For når et parti forsøger at maksimere sin fordel ved at sprede sine vælgere ud over flere valgkredse, kan det utilsigtet skabe kredse, der er langt mindre sikre end forventet.
Teknisk kalder man fænomenet for en dummymander, altså en dum gerrymander, der giver bagslag. Her forsynede Florida os med et klart eksempel fra valgnatten: Demokraterne har vundet tre af fire kongresvalgkredse, som Republikanerne havde tegnet om for at give deres eget parti en fordel, og de førte snævert i den fjerde.
Så gerrymandering har muligvis ikke mistet sin betydning, men heldigvis kan omhyggeligt konstruerede valgkredsgrænser ikke garantere en sejr, hvis tilstrækkeligt mange vælgere ændrer mening.
Og eftersom demokrati som bekendt handler om, at vælgerne vælger politikerne – ikke om at politikerne designer valgkredse, hvor de udpeger de vælgere og valgresultater, de kunne ønske sig, er dette endnu en god demokratisk lære af midtvejsvalget.
Demokraterne har ikke pludselig løst partiets problemer
Der bliver uden tvivl festet hele natten lang blandt Demokraterne, for tirsdagens valgresultater repræsenterer en dramatisk politisk vending efter nederlaget til Kamala Harris i 2024.
Men Demokraternes ledere gør klogt i at skelne mellem en sejr til deres kandidater og en samlet tilslutning til deres parti. Nogle vælgere har valgt Demokraterne, fordi de foretrækker partiets politik, men alle målinger tyder på, at flertallet først og fremmest har stemt for at begrænse Trumps magt – og at mange MAGA-vælgere er blevet hjemme.
Atter andre kan have støttet bestemte kandidater, hvis personlige baggrund eller lokale omdømme tiltalte dem mere end det nationale demokratiske parti gør.
Den forskel er særlig vigtig i konservative delstater. Talaricos kampagne i Texas var ikke en kopi af en demokratisk valgkamp i New York og sidstnævnte ville aldrig have virket der.
Sejren i South Carolina betyder heller ikke, at denne delstats vælgere med ét har overtaget de ideologiske præferencer hos progressive demokrater i storbyerne. Og Roy Coopers sejr i North Carolina viser ikke, at partiet kan undvære kandidater, som har opbygget et ry for at kunne regere på tværs af partiskel.
Demokraterne er blevet mindet om en gammel politisk sandhed, som også rummes i deres besværgelse om at være ”a big tent”: Et nationalt amerikansk parti skal kunne rumme forskellige vælgergrupper, politiske traditioner og kulturelle identiteter, og partiet skal ikke regne med, at kandidater i Texas, Kansas, South Carolina, Californien og New York skal lyde ens.
Og det kan bestemt ikke gå ud fra, at modstand mod Trump i sig selv vil være tilstrækkeligt til at opbygge et varigt regeringsflertal frem mod 2028. Tirsdagens sejr har forsynet Demokraterne med en bemærkelsesværdig mulighed, men hvad de vil bruge den til, er et helt andet spørgsmål.
En demokratisk kontrolleret Kongres vil have betydelige beføjelser til at gennemføre undersøgelser og føre kontrol med regeringen og især vil kontrollen over Senatet ændre regeringens muligheder for at få godkendt højtstående embedsmænd og føderale dommere.
Det amerikanske forfatningssystem blev i sin tid skabt til at fordele magten mellem institutioner, der kan kontrollere og begrænse hinanden. Efter tirsdagens valg kan dette system igen komme til at spille en langt mere synlig rolle i den amerikanske regeringsførelse.
Skal Demokraterne bruge mest tid på at undersøge Republikanerne og slæbe dem i udvalg og måske endda forsøge en tredje impeachment mod præsident Trump? Den indkommende demokratiske formand for udvalget, der kan gøre livet besværligt for regeringen, er Robert Garcia, der fra d. 3. januar 2027 skal lede The House Oversight Committee, synes at mene just det. Lawyer up, lød hans anbefaling på X, som ses ovenfor.
Her er der uenighed i partiet, for den moderate fløj i partiet mener, at partiet først og fremmest skal demonstrere, at det kan producere konkrete resultater til gavn for vælgerne. At begge dele kan klares, er dog også en mulighed.
Elon Musk kan ikke købe valg i Amerika
En anden lære af valget handler om penge. Verdens rigeste mand, Elon Musk, brugte ekstraordinære summer på at forsøge at påvirke midtvejsvalget. Ifølge Reuters havde Musk pr. 12. oktober brugt omkring 366 millioner dollar i valgperioden, heraf 276 millioner siden juli. 158 millioner dollar gik til at støtte Ken Paxton i Texas.
Det er et svimlende beløb i et senatsvalg, der endte som det dyreste valg i amerikansk historie, og hvor de samlede udgifter blev anslået til mere end en halv milliard dollar.
Ikke desto mindre tabte Paxton stort.
Talarico havde gjort milliardærdonorernes indflydelse til et centralt tema i sin valgkamp, og et fast slogan ved hans vælgermøder var, at “Texas er ikke til salg”.
I sin sejrstale nævnte han igen, at valget ikke kan købes, og at statens vælgere ikke er til salg. Og pointen er åbenlys: Musk kunne finansiere annoncer, kampagneorganisationer og politiske budskaber i et uset omfang. Han kunne også forstærke Paxtons kandidatur og forsøge at påvirke den politiske debat, men han kunne ikke garantere, at vælgerne i Texas ville stemme på den kandidat, han støttede.
Det betyder selvsagt ikke, at penge er uden betydning i amerikanske valg. De ekstraordinære summer, som velhavende enkeltpersoner, virksomheder og politiske organisationer bruger, er fortsat et af de mest problematiske træk ved det amerikanske demokrati. Økonomiske ressourcer kan også være afgørende for, hvilke kandidater der får opmærksomhed, hvilke argumenter der dominerer reklamerne, og hvilke kampagner der har organisationen og kapaciteten til at konkurrere.
Penge kan med andre ord købe adgang, synlighed og indflydelse, og de kan være med til at afgøre, hvilke kandidater der overlever primærvalgene og ender på stemmesedlen. Men de kan ikke garantere resultatet, hvis den ene politiker er åbenlyst korrupt og den anden er åbenlyst talentfuld.
Læren fra Texas er ikke, at det amerikanske demokrati er immunt over for rige menneskers indflydelse, men snarere, at vælgerne har mulighed for at afvise selv de mest overdådigt finansierede valgkampagner, og at kvaliteten af den enkelte politiker fortsat er altafgørende.
De næste to år i amerikansk politik
Det ville være forhastet at erklære, at tirsdagens valg markerer afslutningen på MAGA-bevægelsen. Trump er fortsat præsident og har stadig enorm indflydelse på Det Republikanske Parti. Han har en loyal vælgerkerne og råder over den føderale regerings betydelige beføjelser.
Hans bevægelse har omformet amerikansk konservatisme, dele af domstolene, det republikanske parti og den nationale politiske debat. De forandringer forsvinder ikke, fordi Demokraterne har vundet et midtvejsvalg, og resultaterne bør heller ikke fortolkes som bevis for, at alle de politiske frustrationer, der bragte Trump til magten, er forsvundet.
Mange amerikanere er fortsat dybt utilfredse med de etablerede politiske institutioner, og bekymringerne om ukontrolleret indvandring, globalisering, økonomisk usikkerhed og kulturelle forandringer er ikke pludselig fordampet fra den ene måned til den anden.
Vælgerskaren, der bragte Trump tilbage til Det Hvide Hus i 2024, gav ham ikke nødvendigvis sin ubetingede loyalitet, men snarere en ny chance, som han ikke udnyttede.
Men der er en vigtig forskel på at anerkende disse bekymringer og at antage, at vælgerne på ubestemt tid vil støtte de samme politiske ledere uanset deres resultater.
Han brugte ikke de to år til at tage hånd om deres vigtigste problemer, og det er den politiske lære, som begge partier bliver nødt til at lære af frem mod præsidentvalget om to år.
Trump har ofte behandlet politisk loyalitet som noget dybt personligt, der handler om ham, men hans tilhængere er borgere med egne interesser, forventninger og retten til at ændre mening.
Nogle vil forblive ham hengivne, andre vil fortsat identificere sig med MAGA, men samtidig afvise bestemte republikanske kandidater, der ikke har en personlig moral, som vælgerne synes om, eller simpelthen ikke er dygtige nok. Og atter andre kan konkludere, at bevægelsen ikke længere repræsenterer det, de troede, de stemte på, hvilket udgør demokraternes største chance.
Det amerikanske demokratis modstandskraft
En sidste pointe, man kan udlede af valgresultatet, handler om det amerikanske demokratis sjæl eller modstandskraft, om man vil. I årevis har den dominerende internationale fortælling herom handlet om institutionel svækkelse, polarisering og politisk dysfunktion.
Der har været gode grunde til bekymringen, især efter angrebet på Kongressen den 6. januar 2021, de fortsatte konflikter om valgenes gennemførelse, pengenes indflydelse og det stadig mere konfrontatoriske forhold mellem den udøvende magt og andre institutioner. Korruptionen i Washington er også kommet på både verdens og vælgernes radar, og det hele har rejst alvorlige spørgsmål om det amerikanske politiske systems tilstand.
Tirsdagens valg løser ikke disse problemer i sig selv, men det korrigerer en forestilling om, at det amerikanske demokrati har mistet sin evne til at korrigere sig selv. Og det viser i øvrigt forskellen på den vestlige verdens forpligtelse til politisk demokrati (og hvorfor det er i denne alliance, et land som Danmark hører hjemme) over for fx Rusland og Kina.
De amerikanske vælgere har også demonstreret, at politiske resultater aldrig er givet, selv når magtfulde interesser forsøger at forme dem. Republikansk kontrollerede delstatsparlamenter kan tegne valgkredsene om, men de kan ikke sikre, at vælgerne opfører sig som politikerne forventer det. Og milliardærer kan tilsvarende bruge hundredvis af millioner af dollar, men de kan ikke uden videre købe sig til valgsejre.
Og en præsident som Trump kan dominere den nationale samtale, råde over enorme institutionelle ressourcer og kræve personlig loyalitet, men han kunne ikke tvinge vælgerne til at forblive loyale, når de samme vælgere finder ud af, at deres interesser er blevet forsømt. Og endelig, som en logisk følge heraf, kan politiske partier, der fremstår dominerende ved ét valg, blot to år senere opleve dramatiske tilbageslag.
Valgresultatet betyder på den anden side selvsagt ikke, at USA pludselig har overvundet sine demokratiske vanskeligheder, og de kommende måneder vil vise, om regeringen accepterer reel parlamentarisk kontrol, om partierne kan samarbejde, hvor det er nødvendigt, og om de institutioner, der er skabt til at begrænse præsidentmagten, fungerer efter hensigten.
Demokraterne vil også stå over for deres egne prøver. De skal vise, at de forstår de vælgere, der har støttet dem, også dem, der fortsat er kulturelt konservative eller skeptiske over for det nationale demokratiske parti, og de må modstå fristelsen til at forveksle en afvisning af Trump med en samlet tilslutning til deres eget politiske program.
De skal derudover også demonstrere, at de kan omsætte valgsejre til effektiv regeringsførelse og ikke bruge al deres krudt – dvs. tid og politiske kræfter – på udvalgshøringer og ny impeachment-sag – selvom det givetvis er fristende. Hvis ikke Kongressen leverer resultater med et nyt flertal, kan vælgerne lynhurtigt vende på en tallerken én gang til.
Valgnattens opmuntrende konklusion står tilbage: De amerikanske vælgere har mindet deres politiske ledere om, at magten i et demokrati i sidste ende tilhører vælgerne – hverken Trump, Musk eller de to store partier. Og heller ikke de rådgivere, donorer eller politiske strateger, der tror, at de kan forudsige, konstruere eller købe sig til et valgresultat.
Vælgerne har talt, og dermed har de demonstreret, at det amerikanske demokrati trods alle sine svagheder stadig besidder en bemærkelsesværdig evne til at overraske dem, der tror, at de kontrollerer det.