Publisert: 4. januar 2026
Forfatter: NordicPressCenter
USA // ANALYSE – Weekendens amerikanske operation i Venezuela, er mere end blot en udenrigspolitisk eskalation fra den amerikanske præsident. Fjernelsen af Maduro ændrer risikobilledet for små og mellemstore stater, der befinder sig i det, Trump & co. beskriver som USA’s “indflydelsessfære” i den vestlige halvkugle på en måde, der åbenlyst inkluderer Grønland.
Av Annegrethe Felter Rasmussen, sjefredaktør POV International og styremedlem Nordic Press Center
Lørdagens luftangreb med specialstyrker i Caracas og en fysisk tilfangetagelse af Nicolás Maduro og dennes hustru med en efterfølgende rettergang i New York behøvede ikke at have haft konsekvenser for Danmark.
Hvis aktionen havde handlet om en dramatisk eskalation og implementering af Trumps definition af terrorbekæmpelse som afledning fra Epstein-balladen samt præsidentens nyfundne og med klassiske MAGA-briller noget overraskende appetit på regime change ville det passe ind i et mere klassisk billede af USA’s udenrigspolitik – selv med genoplivningen af Monroedoktrinen.
Venezuela-aktionen markerer et skifte fra indflydelse til direkte kontrol. Trump nationale sikkerhedsstrategi anvender Monroedoktrinen som begrundelse for en fuldkommen åben magtanvendelse.
Doktrinen fra 1823 fastslog i sin tid, at den vestlige halvkugle er USA’s strategiske interessesfære. Europæiske magter skal holde sig ude af indblanding i Nord- og Sydamerika og til gengæld blander Amerika sig ikke i Europas indre anliggender. Doktrinen har historisk fungeret som ideologisk legitimation for USA’s interventioner i Latinamerika.
Lørdagens aktion mod Venezuela passer ind i en radikaliseret og eksplicit genoplivning af Monroedoktrinen under Donald Trumps nye nationale sikkerhedsstrategi.
Hvor doktrinen historisk blev brugt defensivt (“hold Europa ude”), anvender Trump den både offensivt og ”suverænitetsfortrængende”:
Latinamerika defineres som amerikansk sikkerhedszone, ikke blot interessesfære.
Regimer, der samarbejder med USA’s rivaler (Kina, Rusland, Iran), behandles som fjendtlige aktører, uanset folkeretlig status.
“Stabilitet” og “orden” prioriteres over demokrati, selvbestemmelse og internationale normer.
Kort sagt: Venezuela-aktionen markerer et skifte fra indflydelse til direkte kontrol. Trump nationale sikkerhedsstrategi anvender Monroedoktrinen som begrundelse for en fuldkommen åben magtanvendelse, herunder en midlertidig amerikansk forvaltning af stater i regionen.
Det er et brud med efterkrigstidens multilaterale orden og en tilbagevenden til en stormagtslogik fra 1800-tallet, der har fået vittige hoveder i USA til at omdøbe doktrinen til Donroedoktrinen.
I denne doktrin bliver koblingen til Grønland relevant, men ikke fordi USA i morgen vil gøre mod Nuuk, hvad landet nu har gjort mod Caracas. Koblingen er mere subtil omend åbenlyst risikabel for Danmark.
For aktionen i Venezuela demonstrerer, at Trump er mere end blot villig til at flytte grænserne for, hvad USA kan gøre, uden at forankre landet i internationale institutioner, og uden at acceptere, at Kongressen, de vestlige alliancepartnere eller FN i praksis fungerer som bremser. Ifølge Reuters blev operationen iværksat uden den ellers rutinemæssige orientering af Kongressen, der først fik besked efterfølgende.
Den danske ambassadørs reaktion er naturligvis koordineret med både stats- og udenrigsministeriet, og står således som ”Danmarks svar”… men er også ses en del af den nye, og mere proaktive danske linje overfor USA, der blev anlagt efter den nye trusselsvurdering for Danmark, der for første gang nævner Amerika som et problem.
Den efterfølgende og nu meget omtalte provokation på X fra Katie Miller – hustru til Trumps indflydelsesrige Deputy Chief of Staff for Policy, Stephen Miller – med ordlyden “SOON” over et Grønlands-kort iført Stars and Stripes passer ind i et den logik, og gør hendes tweet til noget andet og mere end et trolling meme.
For når en privatperson fra inderkredsen i Det Hvide Hus sender, hvad der kun kan opfattes som et territorialt signal, og verden samtidig ser USA gennemføre et regimeskiftelignende indgreb i Latinamerika, ændrer signalets tyngde sig.
Det så den danske ambassadør i Washington, Jesper Møller Sørensen, også. Han sendte nedenstående svar på X, som er usædvanligt, fordi danske ambassadører ikke normalt ville reagere på en privat provokation.
Men hans reaktion er naturligvis koordineret med både stats- og udenrigsministeriet, og står således som ”Danmarks svar” ligesom grønlandske politikere også tog afstand.
Men derudover må reaktionen også ses som en del af den nye, og mere proaktive danske linje overfor USA, der blev anlagt efter den nye trusselsvurdering for Danmark, der for første gang nævner Amerika som et problem, og hvor man også efterfølgende så indkaldelser af den amerikanske ambassadør i Danmark til samtaler hos udenrigsministeren.
De første døgns dækning har delt sig i overlappende fortællinger, som forklarer, hvorfor Grønland nu kan ses som mere udsat, også selv om scenarierne ikke er identiske.
Financial Times taler om en højrisikooperation, planlagt over måneder, med en stor luftkomponent og en specialstyrkeaktion mod Maduros område i Caracas; Trump fulgte forløbet fra Mar-a-Lago, og Maduro blev siden vist i amerikansk varetægt ombord på USS Iwo Jima.
Heri ligger, hvad man kunne kalde en præcedenslogik: Hvis USA kan hente et siddende statsoverhoved ud af et suverænt land, er tærsklen for “ekstraordinære” løsninger tydeligvis lavere end før.
Flere amerikanske medier fokuserer mere på folkeret, lovlighed og procedurer som andet og mere end juridiske fodnoter og snarere om magtens fravær af begrænsning: FN-pagten, suverænitet og forbuddet mod magtanvendelse er naturligvis kun så stærke, som håndhævelsen er. Når stormagten selv er aktør, bliver sanktioner og konsekvenser politiske og ikke retlige.
Netop derfor er Europas første reaktioner (mådehold, “facts first”, fokus på egne borgere) ikke en detalje, men et signal til Washington om, at omkostningen ved normbrud er håndterbar.
Det er til gengæld samtidig en af grundene til, at små lande med territorial integritet som nøgleargument som Danmark, Grønland og de baltiske lande, bliver nervøse.
På overfladen kunne dette lyde, som om Trumps USA vil spille en midlertidig stabiliserende rolle – og hvis man tog ja-hatten på også som om, Washington rent faktisk har tænkt over, hvad der skal ske i fremtiden.
Med andre ord, at man ikke fremmer stabilitet og slet ikke hensynet til Venezuelas borgere og et muligt fremtidigt demokrati ved udelukkende at afsætte eller kidnappe en diktator (læren fra Irak).
Men i realpolitikkens sprog er det nation-building: “vi styrer, indtil…” Og de historiske erfaringer viser, at “indtil videre” sjældent har en fast slutdato, når først en supermagt begynder at tage ansvar for sikkerhed, økonomi og institutioner på fremmed jord.
Som New York Times skriver søndag både i en artikel og i en leder: USA er ikke kun gået i krig, men har åbnet døren til et åbent engagement, hvor man i praksis påtager sig et suverænitetslignende ansvar.
Katie Millers tweet har som nævnt ingen juridisk betydning i sig selv. Men som ArcticToday beskriver godt, er mekanikken klar: ingen officiel politik, men en bevidst signalværdi, fordi afsenderen er knyttet til Trumps inderkreds og herudover også en klassisk MAGA-kommunikationsform: proxy-aktører uden formel titel siger det højt, som regeringen enten ikke vil sige endnu eller muligvis har interesse i at kunne benægte senere.
Det giver bonus som en slags dobbelt effekt for Trump: Der er plausible deniability – “hun er privatperson” – samtidig med en real-world effekt. Og derfor må modparten (Danmark/Grønland) reagere, fordi risikoen ikke handler om Katie Millers titel, men om, hvorvidt budskabet matcher en bredere strategi.
Når USA selv intervenerer, reduceres landets moralske og politiske kapital til at kritisere andre stormagters “interessesfære”-projekter også selv om sammenligninger ikke er 1:1 – læs Kina overfor Taiwan og Rusland overfor Ukraine
I kombination med udpegningen af Jeff Landry som særlig udsending til Grønland er kombinationen tydelig: Der findes allerede et politisk spor, hvor Grønland omtales som et amerikansk interesseområde.
Her ændrer aktionen i Venezuela ikke nødvendigvis målet men metoderne.
Det er imidlertid vigtigt at holde proportionalitet og sandsynlighed adskilt.
Sandsynligheden for en Venezuela-lignende militær aktion mod Grønland er fortsat lav. Danmarks og Grønlands medlemskab af NATO, den eksisterende amerikanske base på Grønland samt Danmarks rolle og en enorm diplomatisk pris gør det til et ekstremt scenario.
Men sandsynligheden for hårdere og mere kreativ pression rettet mod Grønland og Danmark er til gengæld stigende. For handlingen i Venezuela demonstrerer Trumps handlekraft, risikovillighed og en normløshed, som kan omsættes i andre instrumenter end en egentlig invasion.
Kontrollen med Arktis er et sikkerhedsargument med konkrete krav: udvidet amerikansk militær adgang, flere installationer, mere “joint control” over luft- og søovervågning samt en forventning om, at Danmark/Grønland ikke stiller for mange politiske betingelser.
Vi bevidner dermed et USA, der ikke længere føler sig forpligtet til at “pakke sine handlinger ind” for at legitimere sin magtudøvelse internationalt, som flere medier har bemærket f.eks. the Guardian.
Avisen le Monde fremhæver, at Trump samtidig kobler kontrol, “transition” og udnyttelse af Venezuelas olie. Det er mere end retorik: det normaliserer en blanding af geopolitik og råstoføkonomi.
Overført til Grønland betyder det, at mineraler, sjældne jordarter, adgang til infrastruktur og investeringsrettigheder kan blive prissat som en del af sikkerhedsarrangementet. Ikke nødvendigvis som “annektering”, men som en kontrol via kontrakter.
Venezuela gør en sådan psykologisk krigsførelse mere effektiv, fordi den leverer et bagtæppe, der hedder USA gør det faktisk.
Trump åbner et nyt kapitel af amerikansk nation-building ved at erklære, at USA har væltet Venezuelas leder og vil styre landet på, hvad det kan ende med at være ubestemt tid. Risikoen ligger i efterspillet, ikke i “mission accomplished”.
Endelig er der, hvad man i mangel af bedre kan kalde en informations-dominans, hvor hele diskussionen om Grønland føres som en diskursiv kamp om legitimitet. Her kunne det amerikanske narrativ eksempelvis være “Danmark kan ikke forsvare Arktis alene”, ”Grønland er truet af Kina/Rusland“, ”USA betaler regningen”
Selv en perfekt udført mission som fængslingen af Maduro og hans hustru er, set med amerikanske briller, udløser en række nye risici: væbnet modstand, kollaps af institutioner, regional uro, flygtningestrømme, og ikke mindst den politiske risiko for Trump ved indfrielse af eget løfte om at levere resultater i et land, man vil styre: Man bliver ansvarlig for alt det, der kan gå galt bagefter.
En anden risiko er åbenlyst, at den regelbaserede orden bliver mere relativ. Når USA selv intervenerer, reduceres ens moralske og politiske kapital til at kritisere andre stormagters “interessesfære”-projekter også selv om sammenligninger ikke er 1:1 – læs Kina overfor Taiwan og Rusland overfor Ukraine.
For Danmark og Grønland peger weekendens handlinger mod følgende to hovedopgaver:
Gør alliancen konkret: Hvis USA’s argument er Grønlands (arktisk) sikkerhed, skal linjen fortsættes både fra København og Nuuks side. Man skal være foran med troværdige arktiske kapaciteter og partnerskaber, så argumentet om at “I kan ikke selv” mister sin kraft.
Her vil det også være oplagt at involvere så meget af EU og Storbritannien som muligt. Hvis Danmark og Grønland får/har kontrollen via fornuftige og solide investerings- og råstofaftaler, skal man tænke forhandlinger som national sikkerhed.
Tag proxy-signaler alvorligt uden at overreagere: Den værste fejl, den danske regering kan begå vil være enten at ignorere “private” signaler eller at give dem så meget vægt, at man selv gør dem til officiel politik. Man skal svare præcist og koldt på provokationer, som ambassadørens tweet er et godt eksempel på, og holde fokus på folkeret, alliancepartnere og grønlandsk selvbestemmelse.
Annegrethe Rasmussen er sjefredaktør og medgründer av POV International og styremedlem i Nordic Press Center. Hun er også amerikansk korrespondent, forfatter og en ivrig samfunnskommentator. Hun har skrevet en rekke artikler og bidratt til mange TV- og radioprogrammer samt flere bøker; sist som medforfatter av den mest brukte læreboken i danske videregående skoler om Amerika, USAs Challenges (2012, 2016, 2020, 2024). Hun har jobbet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC og New York. Hun har sittet i redaksjonsrådet for Weekendavisen som politisk redaktør (1997-99) og vært sjefredaktør for Berlingske Søndag (1999-2001).