Publisert: 17. februar 2025
Forfatter: NordicPressCenter
MÜNCHEN – Udviklingen gik stærkt hen over weekenden under den traditionelle sikkerhedskonference i München (MSC) – verdens tungeste sammenkomst inden for sikkerhedspolitik.
Av Annegrethe Felter Rasmussen, sjefredaktør POV International og styremedlem Nordic Press Center
USA’s nyvalgte vicepræsident, J.D. Vance, stod for konferencens største chok, da han fredag valgte at bruge sin tale til at irettesætte Europa bl.a. for at knægte den politiske ytringsfrihed og ignorere vælgernes angst for masseindvandring.
Få dage tidligere havde USA’s nye forsvarsminister, Pete Hegseth, under et besøg i Bruxelles udtalt, at Ukraine ikke bliver medlem af Nato.
Konferencens mest populære (i hvert fald hvis man skal bedømme styrken og længden af klapsalver fra salen) tale holdt af Ukraines præsident satte spørgsmålstegn ved, om USA overhovedet er interesseret i at have Europa som andet end et interessant marked – ”men som allieret, det ved jeg ikke …,” lød det.
Er Natos rolle som grundstenen i Vestens sikkerhed forbi? Er den vestlige liberale alliance ved at bryde sammen? Eller er der stadig mulige veje frem, der både sikrer fred i Ukraine og bevarer den transatlantiske alliance?
Videre understregede Zelenskyj også, at Trump og Putin kunne tale alt det, de orkede, ”men ikke om Ukraine uden os”. At Europas ledere ikke bliver inviteret til fredsforhandlinger, stod klart lørdag, da general Kellogg afviste deltagelse, men sagde, at EU-landenes synspunkter ville blive repræsenteret af USA.
Ukraines præsident opfordrede EU til at danne deres egen hær. Han satte også spørgsmålstegn ved, om USA overhovedet er interesseret i at have Europa som andet end et interessant marked – ”men som allieret, det ved jeg ikke …,” lød det. Foto: POV International
De europæiske deltagere ved mødet, der anses for det mest vægtige forum for globale diskussioner om forsvar og sikkerhed, var skiftevis rasende og afmægtige i kulisserne.
Nogle få tog fløjlshandskerne af – herunder Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, der akkompagneret af et kraftigt bifald holdt sin egen tale, hvor han bl.a. sagde om Vance: ”Han sammenligner situationen i Europa med autoritære regimer. Det er ikke acceptabelt, og det er ikke det Europa, jeg kender; det demokrati, jeg lever i hver dag.”
Om det yderste højreparti, AfD, hvis leder, Alice Weidel, J.D. Vance mødtes med i 30 minutter (modsat den tyske kansler Olaf Scholz, som Vance ikke havde tid til at se), sagde Pistorius, at ”AfD kan føre politisk kampagne på helt samme fod, som vi andre kan”.
NATO stod i fokus sammen med Ukraine ved dette års sikkerhedskonference i München sikkerhedskonference
Nato stod i fokus sammen med Ukraine ved dette års sikkerhedskonference i München. Olaf Scholz, den tyske kansler, talte varmt om Ukraine, men kritiserede USA’s vicepræsident, J.D. Vance, for at blande sig i tyske indenrigspolitiske forhold op til landets parlamentsvalg. Foto: POV International
Andre af EU’s ledere, herunder Danmarks Mette Frederiksen, holdt sig på den mere diplomatiske side af det retoriske plankeværk. Hun var til gengæld som vanligt stilfærdigt effektiv og holdt bl.a. et møde med de nordiske og baltiske regeringschefer efter J.D. Vances opsigtsvækkende tale.
Her udtalte de politiske ledere samstemmende: ”We stand fully and firmly behind Ukraine. The Nordic-Baltic countries are working to ensure that Ukraine has the strongest possible position. Ukraine must prevail against Russia’s war of aggression.”
Men J.D. Vances tale skabte ikke kun opsigt og bekymring i Europa grundet indholdet i talen. Det, vicepræsidenten ikke talte om, var lige så bemærkelsesværdigt: nemlig USA’s vestlige allierede, Natos rolle og krigen i Ukraine, som ikke blev nævnt med et ord.
Og eftersom talen blev holdt blot få dage efter, at præsident Donald Trump havde talt i telefon med Ruslands præsident Vladimir Putin, hvilket mange kommentatorer og analytikere ser som et signal om et skifte i USA’s politik hen imod at forhandle Ukraines fremtid uden Kyiv ved forhandlingsbordet, rejser nogle presserende spørgsmål sig:
Er Natos rolle som grundstenen i Vestens sikkerhed forbi? Er den vestlige liberale alliance ved at bryde sammen? Eller er der stadig mulige veje frem, der både sikrer fred i Ukraine og bevarer den transatlantiske alliance?
Lad os se på de spørgsmål i lyset af den sidste uges hændelser.
J.D. Vances tale i München vakte opsigt. Især fordi han ikke talte om Nato, krigen i Ukraine eller om den vestlige alliance, USA er en del af, men brugte det meste af tiden på at skose demokratierne i Europa for en påstået knægtelse af ytringsfrihed og for at censurere yderfløjene fra politik. Påstanden blev kraftigt imødegået fra især tysk side.
Vances tavshed om Nato var iøjnefaldende. MSC har historisk set været en platform, der bekræfter transatlantisk enhed, men vicepræsidentens tale afveg skarpt fra den tradition endda midt i en tre år lang krig på europæisk territorium. Og eftersom fraværet afspejler Trumps mangeårige skepsis over for alliancen, som han tidligere har kaldt ”forældet”, steg bekymringen i de europæiske hovedstæder betydeligt.
Yderligere usikkerhed skabtes af Hegseths førnævnte erklæring i Bruxelles om, at Ukraine ikke kan blive medlem af Nato, hvor han i øvrigt også fortalte ukrainerne, at de ”ikke kan regne med, at grænserne, som de så ud før 2014, kan ligge fast”.
Den amerikanske modstand mod Ukraines medlemskab, der naturligvis deles af Rusland, er blot det seneste spadestik i en ny kløft i den vestlige alliance
Mens alliancen aldrig har sat en fast tidsramme for Ukraines optagelse i Nato, står de amerikanske bemærkninger i skarp kontrast til udtalelser fra flere europæiske ledere, herunder Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, der i denne uge slog fast, at ”Ukraine is being on an irreversible path to Nato”.
Men den amerikanske modstand mod Ukraines medlemskab, der naturligvis deles af Rusland, er blot det seneste spadestik i en ny kløft i den vestlige alliance. En kløft, der tilsyneladende bliver dybere hver dag, og som nu står som en ægte trussel mod et livsvigtigt sammenhold, netop som Europa står midt i sin største sikkerhedspolitiske udfordring i årtier.
Den nylige samtale mellem Trump og Putin vakte straks bekymring for, at Washington vil forsøge at omgå både sine europæiske allierede og Ukraine selv i etableringen af en ny geopolitisk orden i Europa. At Europa ikke kommer med ved bordet, blev også slået fast under MSC lørdag, da Trumps særlige Ukraine-udsending, general Keith Kellogg, slog fast, at ”Europe won’t have a seat at the table for Ukraine Peace Talks”.
I stedet sendte Washington et spørgeskema ud til samtlige europæiske hovedstæder, hvor alle landene skulle svare på, hvad de hver især mente, de kunne bidrage med i form af de efterlyste sikkerhedsgarantier til Kyiv, der nemlig ifølge den amerikanske præsident ikke skal komme fra USA. Ifølge Reuters indeholdt skemaet seks specifikke spørgsmål til EU’s medlemslande om, hvor mange soldater hvert land ville kunne bidrage med til fredsbevarelse.
Tanken om, at Trump og Putin kan diktere vilkårene for en aftale uden EU-landene og uden Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj, er imidlertid utænkelig for europæiske ledere. I EU er der bred enighed om, at Ukraines suverænitet skal respekteres i enhver fredsproces. En udelukkelse af Kyiv fra forhandlingerne ville ikke blot underminere Ukraines fremtid, men også skabe en farlig præcedens, hvor stormagters militære aggression belønnes.
Som Finlands præsident, Alexander Stubb, sagde ved et pressemøde i München: ”There’s no way in which we can have discussions or negotiations about Ukraine, Ukraine’s future or European security structure, without Europeans.”
Hvis fredsforhandlingerne imidlertid rent faktisk kommer til at finde sted uden konsultation og inddragelse af USA’s Nato-allierede, vil det markere et grundlæggende brud med årtiers transatlantisk samarbejde, og Europa kan blive tvunget til at udvikle en uafhængig forsvarsstrategi, enten ved at styrke EU’s forsvarsevner eller ved at etablere nye sikkerhedsalliancer uden for Natos rammer.
Just det emne vil blive diskuteret mandag den 17. februar på fransk opfordring mellem EU-landene, fortalte Polens udenrigsminister Radoslaw Sikorski.
Mange America First-realister mener, at USA kan trække sig fra Nato uden at skade landets interesser, men omkostningerne ved en tilbagetrækning kan nemt overstige fordelene, fordi alliancen fortsat er et centralt redskab for amerikansk indflydelse
Natos generalsekretær, Mark Rutte, opfordrede også de europæiske Nato-medlemmer til at ”get their act together”:
”And to my European friends, I would say, get into the debate, not by complaining that you might, yes or no, be at the table, but by coming up with concrete proposals, ideas, ramp up (defence) spending,” lød det.
Tre mulige scenarier for Nato
Lad os kort se på tre mulige scenarier for Natos fremtid:
Nato overlever, men i svækket form
Nato har tidligere overlevet transatlantiske uoverensstemmelser, herunder stridigheder om Irak og Libyen. Hvis USA under Trump forbliver kritisk over for Nato, men ikke trækker sig, kan alliancen bestå i en svækket form, hvor Europa må arbejde på at tage førerrollen. Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Østeuropa kan muligvis drive Natos dagsorden fremad, men uden stærk amerikansk opbakning vil alliancens afskrækkelsesevne være svækket, og der vil være sået en dødelig tvivl om den såkaldte ”musketer-ed”, som er kernen i alliancen, og som kort sagt siger, at et angreb på ét land er lig med et angreb på alle.
Det ses også som USA’s ubrydelige sikkerhedsgaranti for de mindre europæiske lande, men her har Trump allerede sagt, at lande, som er ”bagud med bidraget” (læs: ikke opfylder kravet om 3 % forsvarsudgifter af deres BNP), ikke kan regne med amerikanernes beskyttelse.
Der er en tæt på universel enighed om behovet for, at de europæiske lande skal øge deres bidrag til Nato, men det kommer efter års opfordringer netop fra Washington om at købe militært udstyr netop fra USA, hvilket i militære kredse ses som noget, der har bidraget til at svække den langt mindre europæiske våbenindustri.
Europa går sin egen vej
Hvis USA trækker sig fra Nato, kan EU og nøglemedlemslande opbygge en autonom forsvarsstruktur. Den franske præsident, Emmanuel Macron, har længe talt for strategisk autonomi, og de seneste begivenheder kan fremskynde etableringen af en stærk EU-ledet forsvarsalliance.
Dette ville ikke erstatte Nato med det samme, men kan udvikle sig til en parallel sikkerhedsstruktur, som den ukrainske præsident opfordrede til under konferencen i München: ”Vi må opbygge Europas væbnede styrker, så Europas fremtid kun afhænger af europæere, og beslutninger om Europa træffes i Europa,” sagde han.
Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, afviste imidlertid tanken ifølge danske medier. ”Nej, jeg står ikke her og køber ind på en Europa-hær, men jeg står og køber ind på, at Europa bliver nødt til at have nogle stærkere hære,” lød det til TV 2.
Et nyt Nato med et ændret fokus
Hvis Trump ikke trækker sig helt fra Nato, hvilket anses som det mest sandsynlige lige nu, kan alliancen tilpasse sig ved at skifte fokus nemlig i form af en ny arbejdsdeling, hvor USA reducerer sit engagement i Europa, og Europa skruer op for sit bidrag.
Nato kunne få en ny og stærkere rolle i arbejdet med at imødegå trusler fra Kina, inden for AI, mulige cyberkrige og andre globale konflikter. I et sådant scenario vil Nato bestå, men dets rolle som forsvar mod russisk aggression i Europa vil blive radikalt forandret.
Veje til fred i Ukraine med Nato ombord
På trods af usikkerhed om USA’s kurs og de mere dystre udsigter for den vestlige alliance findes der stadig veje til at opnå fred i Ukraine, samtidig med at Natos integritet bevares. Ifølge general Kellogg er en sådan model ønskværdig:
Europæisk-ledede sikkerhedsgarantier; hvis USA trækker sig fra genopbygningen af Ukraine, kan europæiske stater tage over med langsigtede sikkerhedsgarantier, militær bistand og økonomisk støtte.
Betingede forhandlinger med Rusland: En USA-ledet diplomatisk indsats, der aktivt understøttes af Natos europæiske medlemmer ville i teorien kunne etablere våbenhvilebetingelser, der sikrer Ukraines sikkerhed og fremtidige suverænitet.
Styrkelse af Natos østlige flanke: Selv hvis USA trækker sig delvist fra forsvaret af Europa, kan Nato opretholde sin afskrækkelse ved at styrke især Østeuropas og Baltikums forsvar og forhindre yderligere russisk ekspansion.
Nok forsvarede Joe Biden både Nato og Ukraine med henvisning til universelle liberale værdier, men hans retorik havde ingen gennemslagskraft i det globale syd, hvor vestlige institutioner opfattes som hykleriske og inkonsekvente – især med USA’s støtte til Israels invasion af Gaza
Under alle omstændigheder vil de kommende måneder formentlig være afgørende for, om Nato forbliver fundamentet for Vestens sikkerhed. For Europa er opgaven klar: Kontinentet må forberede sig på en fremtid, hvor dets sikkerhed ikke længere afhænger af urokkelig amerikansk støtte.
Derudover er det vigtigt at understrege, at den liberale verdensorden var begyndt at smuldre, før Trump kom på banen. Efter den kolde krigs afslutning ekspanderede den liberale verdensorden, men i over et årti har især Kina og Rusland omformet den globale geopolitiske scene.
Autokratierne har – ofte med bifald fra lande, som er en del af ”det globale syd”– udfordret normerne om menneskerettigheder og tilbudt mindre stater nye finansielle og strategiske muligheder. Samtidig har populistiske valgsejre i flere lande også undermineret liberalismens dominans.
Den udvikling startede heller ikke med Trump 1.0. I USA beholdt Joe Biden Trumps allerede vedtagne toldsatser og førte en langt mere nationalistisk økonomisk politik end de demokratiske præsidenter, der kom før ham, gjorde. Og nok forsvarede Joe Biden både Nato og Ukraine med henvisning til universelle liberale værdier, men hans retorik havde ingen gennemslagskraft i det globale syd, hvor vestlige institutioner opfattes som hykleriske og inkonsekvente – især med USA’s støtte til Israels invasion af Gaza.
Sagen er, at institutionerne i den liberale orden har fungeret som redskaber for amerikansk magt, der sikrer Washingtons økonomiske og strategiske dominans.
Trumps udenrigspolitik risikerer at svække USA’s stærkeste magtinstrumenter. En afvikling af USA-ledede institutioner og alliancer vil ikke styrke supermagten, men vil give Amerikas rivaler større spillerum og bidrage til at isolere Washington.
Det nye er, at Trump søger aktivt at demontere denne orden, men at han dermed faktisk svækker USA’s egen globale indflydelse, eftersom den liberale verdensorden havde og stadig har USA som sin leder. Måske er selve udtrykket ”den liberale verdensorden” blevet en negativ, fordi udtrykket skygger for det faktum, at Nato ikke kun blev skabt for at beskytte liberalismen, men for at sikre amerikansk dominans i Europa.
De globale magtforskydninge til fordel for Kina og Rusland skaber ikke kun nye blokke som BRICS, men infiltrerer også de eksisterende institutioner for at svække USA’s indflydelse. Her trykker Vladimir Putin hænder med Xi Jinping under den russiske præsidents statsbesøg i Kina i 2024. Foto: Wikimedia Commons
Det overser mange America First-realister, som synes at mene, at USA kan trække sig fra Nato uden at skade landets interesser. Omkostningerne ved en tilbagetrækning kan nemt overstige fordelene, fordi alliancen fortsat er et centralt redskab for amerikansk indflydelse.
De globale magtforskydninger til fordel for Kina og Rusland skaber med andre ord ikke kun nye blokke som BRICS, men infiltrerer også de eksisterende institutioner for at svække USA’s indflydelse.
Rusland støtter fx højrefløjen i USA via opbakning til kulturelt konservative værdikrigere som influencers, bloggere og podcastere, der spreder MAGA-budskaber, og som er kritiske over for både Ukraine og Nato for at styrke egen strategiske position og for at svække USA’s stilling i Nato. Tilsvarende udvider Kina sin globale rolle, opbygger alternative institutioner som Asian Infrastructure Investment Bank og styrker båndene til Latinamerika.
Hvis Washington trækker sig, vil især Beijing med andre ord kunne udfylde tomrummet. Og det vil være lettere for Kina, hvis den kolde krigs alliancestruktur ikke findes længere; mindre stater vil søge at sprede deres risici – selv Nato-allierede som Tyrkiet bevarer forbindelserne til Rusland og BRICS.
Nye stater kan potentielt godt komme USA mere i møde, men med stigende stormagtskonkurrence har de lande nu alternativer til deres rådighed; de kan skifte handelspartnere, sikkerhedsgarantier og finansielle forbindelser
Hvis Trumps udenrigspolitik bliver rent transactional, som mange frygter med reference til Trumps velkendte businessman-stil, kan nogle nye stater potentielt godt komme USA mere i møde, men med stigende stormagtskonkurrence har de lande nu alternativer til deres rådighed; de kan skifte handelspartnere, sikkerhedsgarantier og finansielle forbindelser.
Så hvis Washington helt opgiver værdier som ”demokrati” og ”retsstat” under Trump – hvilket p.t. ser ud til kunne ske – bliver supermagten faktisk ikke stærkere, men mister global indflydelse, fordi partnerskaber udelukkende vil bygge på økonomiske incitamenter.
Trumps udenrigspolitik risikerer dermed at svække USA’s stærkeste magtinstrumenter. En afvikling af USA-ledede institutioner og alliancer vil ikke styrke supermagten, men vil give Amerikas rivaler større spillerum og bidrage til at isolere Washington.
Annegrethe Rasmussen er sjefredaktør og medgründer av POV International og styremedlem i Nordic Press Center. Hun er også amerikansk korrespondent, forfatter og en ivrig samfunnskommentator. Hun har skrevet en rekke artikler og bidratt til mange TV- og radioprogrammer samt flere bøker; sist som medforfatter av den mest brukte læreboken i danske videregående skoler om Amerika, USAs Challenges (2012, 2016, 2020, 2024). Hun har jobbet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC og New York. Hun har sittet i redaksjonsrådet for Weekendavisen som politisk redaktør (1997-99) og vært sjefredaktør for Berlingske Søndag (1999-2001).