Høyesteretts dom om Amerikas stemmerettslover kan endre resultatet av mellomvalget og forandre USAs demokrati

Av Annegrethe Felter Rasmussen, sjefredaktør POV International og styremedlem Nordic Press Center

LONDON – Onsdagens afgørelse i USA’s højesteret faldt tungt med stemmerne 6-3 i retssagen Louisiana v. Callais, og dommen ramte også hårdt som detoneringen af et potent stemmeretsvåben, republikanerne har bygget på i årevis. Afgørelsen vil imidlertid ikke blot få konsekvenser for midtvejsvalget i november, dommen kan blive en historisk strukturel ændring af Amerikas politiske landskab.

Kort sagt underkendte højesterets konservative supermajoritet staten Louisianas såkaldte majority black valgkreds; ikke ved at ophæve den omstridte section 2 af stemmeretsloven direkte, men ved at kvæle den med en såkaldt ”opdatering”.

Konkret betyder afgørelsen, at Louisiana skal ophæve en ekstra valgkreds, staten har haft i årtier og som er kommet til verden for at sikre statens sorte vælgere en retfærdig repræsentation i Kongressen.

Afgørelsen udhuler The Voting Rights Act fra 1965, der kom til verden for at sikre afrikansk-amerikanske vælgere en mere retfærdig repræsentation i USA’s kongres; den udraderer ikke Section 2 fuldstændig, men understreger – med den dommers ord, der har ført pennen, nemlig Samuel Alito – at en stat kun må anvende ”racemæssige kriterier”, hvis der kan føres bevis for, at en minoritet bliver ulovligt undertrykt.

Konkret betyder afgørelsen, at Louisiana skal ophæve en ekstra valgkreds, staten har haft i årtier og som er kommet til verden for at sikre statens sorte vælgere en retfærdig repræsentation i Kongressen. Den nye afgørelse kalder oprettelsen af denne valgkreds for forfatningsstridig – en krænkelse af forfatningens 14th Amendment til fordel for, med afgørelsens ord, ”an unconstitutional racial gerrymander” (på dansk: en forfatningsstridig manipulation af en valgkreds ved brug af race-kriterier, AGR).

I praksis udhuler afgørelsen trods Alitos ord om blot at være en “opdatering” i alt væsentligt den historiske lov, der udsprang af borgerrettighedsbevægelsen, og som beskyttede racemæssige mindretals kollektive stemmekraft, når de politiske valgkredse ændres.

Det 14. ændringsforslag blev vedtaget den 9. juli 1868 og er en hjørnesten i den amerikanske forfatning. Det giver statsborgerskab til alle personer, der er født eller naturalised i USA, inklusive tidligere slaver, og garanterer alle borgere “lige beskyttelse af lovene” og “retfærdig rettergang” mod overtrædelser af statens bestemmelser.

De vigtigste bestemmelser er:

• Statsborgerskabsklausul: Definerer statsborgerskab.
• Retfærdig rettergangsklausul: Forbyder stater at fratage personer liv, frihed eller ejendom uden juridiske procedurer.
• Ligebeskyttelses-klausul: Kræver, at staterne yder lige beskyttelse til alle personer inden for deres jurisdiktion, et fundament for borgerrettighedslovgivningen.
• Privilegier- eller immunitetsklausul: Beskytter borgernes rettigheder mod statslig indblanding.
• Fordeling af repræsentanter: Omhandler, hvordan repræsentanter fordeles mellem staterne.
• Diskvalifikationsklausul: Diskvalificerer enkeltpersoner fra at bestride embeder, hvis de har deltaget i ”oprør mod USA”.
• Offentlig gæld: Sikrer gyldigheden af den amerikanske offentlige gæld og forbyder tilbagebetaling af gæld, som Konføderationen har pådraget sig.

Ændringsforslaget udvidede beskyttelsen af borgerrettigheder betydeligt og flyttede magten fra staterne til den føderale regering for at beskytte den individuelle frihed.

Højesterets mindretal, de liberale dommere, tog de store ord i brug onsdag, da de kaldte flertallets beslutning om at gendrive den racebaserede omfordeling af valgkredse for en “nu fuldført nedrivning” af stemmerettighedsloven.

Potentielt kan dommen betyde 2-4 flere republikanske folkevalgte ved midtvejsvalget i november, hvilket er vigtigt, hvis partiet skal have en chance for at beholde sit nuværende spinkle flertal.

I en 48-siders dissens fremhævede dommer Elena Kagan den skelsættende lov fra 1965 som ”nyttig for nationens fremskridt mod racediskrimination. I dette sidste stadie sætter rettens udrensning af paragraf 2 denne præstation i fare,” skrev hun og fortsatte: “Jeg er uenig, fordi Kongressen valgte noget andet. Jeg er uenig, fordi Retten svigter sin pligt til trofast at implementere den store lov, som Kongressen udformede. Jeg er uenig, fordi Rettens afgørelse vil sætte den grundlæggende ret, som Kongressen har givet, tilbage, om racemæssig lighed i valgmuligheder”.

Kagan valgte at læse hele sin lange dissens højt fra dommernes bænk, noget som stort set aldrig sker, men som dommerne har ret til, når de ønsker at udtrykke en stærk uenighed om en sag. Kagans mindretalserklæring blev tiltrådt af hendes to liberale kolleger, dommerne Sonia Sotomayor og Ketanji Brown Jackson.

Timing: Hvem rammes i november

Afgørelsens konsekvenser for midtvejsvalget i november 2026 afhænger af timingen. Lige nu, i slutningen af april, befinder vi os i slutningen af det vindue, som analytikere har udpeget som ”højrisikoperioden”.

Tænketanken Issue One har i en analyse beskrevet, at hvis retten afgjorde sagen i april eller maj, vil færre stater have mulighed for at omlægge deres valgkredse uden at risikere sammenbrud i valgadministrationen. Det vil udelukkende være stater med sene ansøgningsfrister, hurtige lovgivningsprocedurer og en liste over kandidater, der er klar til valget, der kan nå at omlægge valgkredse som en følge af dommen. Sandsynligvis kun Florida men muligvis også Missouri og Georgia.

Denne racemæssige gerrymandering har evnen til ikke blot at fratage sorte vælgere og latinovælgere indflydelse, men til at fjerne sorte og spansktalende folkevalgte helt – Cliff Albright, Black Lives Matter.

Potentielt kan dommen betyde 2-4 flere republikanske folkevalgte ved midtvejsvalget i november, hvilket er vigtigt, hvis partiet skal have en chance for at beholde sit nuværende spinkle flertal.

Paradoksalt kan staten Louisiana, som afgørelsen ellers handler om, ikke hjælpe til her, fordi vinduet er lukket i The Pelican State. Lovgiverne kan ikke designe nye valgkredse, fordi Louisiana netop i år er gået over til et lukket primærvalgsystem, som har rykket kandidaternes ansøgningsperiode fra juli til februar.

Retssagen handlede dog heller aldrig rigtigt ”bare” om Louisiana, men om at give republikansk kontrollerede lovgivende forsamlinger i sydstaterne en juridisk dækning til over tid at lukke majoritets minoritets-valgdistrikter ned, som de under den gamle Section 2-ramme havde været tvunget til at oprette.

Juridisk taskenspilleri

Rettens formulering fortjener imidlertid et nærmere eftersyn. Justice Alito fremstiller i sin argumentation på vegne af flertallet afgørelsen som ”en fortolkningsmæssig korrektion” snarere end en ”aflysning” af stemmerettighedsloven.

Han kalder som nævnt ovenfor også afgørelsen for en ”opdatering” af, hvordan de føderale domstole har anvendt Section 2, som han mener, de har fortolket alt for vidtgående. Højesteret fastslår med dommen, at Section 2 ikke kræver, at Louisiana opretter en anden valgkreds med et flertal af afrikansk-amerikanske vælgere og stadfæster hermed en underretsafgørelse om, at Louisianas lovgivere i for høj grad havde baseret den omdiskuterede valgkreds på race.

Det, kan man dog plausibelt argumentere for, er en omgang avanceret juridisk taskenspilleri. For den Catch-22 situation, flertallet har konstrueret med den nye dom, er i praksis dræbende:

Staterne får en instruktion fra højesteret om, at de skal overholde Section 2, men hvis de opretter flertals-minoritets-valgkredse (majority minority districts på engelsk) for at gøre netop dette, vil disse valgkredse i sig selv være forfatningsstridige som race-gerrymandering.

De langsigtede konsekvenser rækker langt ud over novembers valg En afgørelse, der udhuler Section 2, vil udspille sig over de kommende år som en dominoeffekt i de sydlige stater, hvor republikanerne kontrollerer begge de lovgivende kamre og guvernørposten, og hvor afstemningen er stærkt polariseret med udgangspunkt i vælgernes race.

Midlet til at gennemføre gældende ret er med andre ord blevet til en overtrædelse i sig selv.

Langsigtede konsekvenser af afgørelsen

De langsigtede konsekvenser rækker langt ud over novembers valg. En afgørelse, der udhuler Section 2, vil udspille sig over de kommende år som en dominoeffekt i de sydlige stater, hvor republikanerne kontrollerer begge de lovgivende kamre og guvernørposten, og hvor afstemningen er polariseret med udgangspunkt i vælgernes race.

Det gælder både Louisiana, Florida, Georgia, Missouri, North Carolina og Texas, som kan ende med markant færre demokratiske og tilsvarende flere republikanske repræsentanter i Kongressen. Op til 30 procent af Congressional Black Caucus og 11 procent af Congressional Hispanic Caucus kan i sidste ende gå tabt, vurderer NPR.

Cliff Albright fra Black Voters Matter formulerer den politiske logik sådan til samme radiostation: “Det, der sker i Syden, forbliver ikke i Syden. Denne racemæssige gerrymandering har evnen til ikke blot at fratage sorte vælgere og latinovælgere indflydelse, men til at fjerne sorte og spansktalende folkevalgte helt. Det, der sker i disse stater, har konsekvenser for hele landet”.

Så selv om indvirkningen på midtvejsvalget i 2026 er begrænset af timingen, vil stater som Alabama, Georgia, Louisiana, Mississippi, North Carolina og Texas stå frit til at designe helt nye valgkredse op til valget i 2028 og fremover uden nogen beskyttelse af minoritetsrepræsentation. Dette kan resultere i 15 eller flere valgkredse, der sandsynligvis vil blive gerrymandered til fordel for republikanerne.

Selv om indvirkningen på midtvejsvalget i 2026 er begrænset af timingen, vil stater som Alabama, Georgia, Louisiana, Mississippi, North Carolina og Texas stå frit til at designe helt nye valgkredse op til valget i 2028.

Den nye afgørelse er langt fra opstået i et vakuum. I det seneste årti har der udspillet sig et alenlangt juridisk tovtrækkeri, som metodisk har undermineret infrastrukturen i stemmeretsloven.

I sagen Shelby County v. Holder fra 2013 underkendtes den bestemmelse, der fastslog, hvilke jurisdiktioner der skulle indhente føderal godkendelse af ændringer i valgpolitik, og flere stater indførte hurtigt herefter nye valglove, der begrænsede adgangen til stemmeboksen for ikke-hvide vælgere, som Stanford Law Review skriver om her.

Det eneste afbræk i dette mønster (afgørelsen i Allen v. Milligan fra 2023, der opretholdt Section 2 i staten Alabama, med Chief Justice Roberts og Justice Kavanaugh, der gik imod det konservative flertal) var åbenbart ikke et principielt standpunkt men snarere en taktisk pause. Justice Roberts har med den seneste afgørelse fundet en måde at nå det samme substantielle resultat på via mere præcist eller snævert juridisk sprog. Bestemmelsen lever videre, men evnen til at håndhæve loven er døende.

Trumps rolle og demokraternes svar

Men hvad

Men det, der gør onsdagens dom allermest opsigtsvækkende, er den rolle, præsident Trump selv har spillet.

I et markant brud med tidligere regeringspraksis argumenterede Trumps justitsministerium nemlig for, at Section 2’s beskyttelse mod racediskrimination i valgkredsopdelingen ikke længere er grundlovsmæssig, og bad i realiteten Højesteret om at validere sin egen ”nedmontering af minoritetsbeskyttelsen” med et krav ”indefra”, altså fra den udøvende magt.

Sagt anderledes: Koordinationen mellem republikanske statsadvokater, Det Hvide Hus og det konservative flertal af dommere udgør en samlet front, som borgerrettighedsorganisationer i det nuværende politiske klima reelt ikke er i stand til at matche.

Og det er ikke fordi, demokraterne har forholdt sig passive. Som tidligere skrevet i POV har Californiens delstatslovgivere udarbejdet nye valgkredse, der har elimineret fem republikanske distrikter som modtræk til Texas’ plan. Beslutningen i Californien blev godkendt af vælgerne i en folkeafstemning. Andre blå stater (demokraternes farve er blå – republikanernes er rød) har truet med yderligere gengældelsesforanstaltninger.

Asymmetrien er slående: Republikansk kontrollerede stater i Syden har den politiske geografi og demografien til at gøre deres race-gerrymandering langt mere numerisk effektiv, end noget Californien kan stille med.

Asymmetrien er imidlertid slående: Republikansk kontrollerede stater i Syden har den politiske geografi og demografien til at gøre deres race-gerrymandering langt mere numerisk effektiv, end noget Californien kan stille med.

De amerikanske borgerrettighedsorganisationer har også planlagt et hav af nye retssager ved de føderale domstole. Der er allerede mindst 30 sager anlagt under Section 2 ifølge Brennan Center for Justice, men onsdagens afgørelse har indsnævret de juridiske teorier, som sagsøgerne har til rådighed ganske væsentligt. Det er derudover et åbent spørgsmål, om private sagsøgere overhovedet kan anlægge Section 2-sager. Højesteret har en sag fra staten North Dakota-sag om netop dette spørgsmål under behandling lige nu.

Er borgerrettighederne i USA på vej i historiens skraldespand?

Afgørelsen falder på et elendigt tidspunkt for demokraterne men som en kærkommen redningsplanke for republikanerne. Sidstnævnte har et flertal på 218-213 i Repræsentanternes Hus, og hvert mandat bliver afgørende ved valget i november.

Og selvom de seneste meningsmålinger viser en markant tilbagegang for præsident Trump – især pa grund af følgevirkningerne efter Iran-krigen – og selvom demokraterne står bedst til at vinde Repræsentanternes Hus, så er indsatsen i såvel Texas som i Missouri og Florida i fuld gang med at trække den anden vej.

Onsdagens afgørelse er dermed, uanset dens formelle juridiske begrænsninger, en juridisk blåstempling, som de republikanske valggeneraler har ventet på i delstatshovedstæder over hele Syden.

Arven efter borgerrettighedsbevægelsens landvindinger ser ud til at være ved at forsvinde i USA.

Midtvejsvalget i 2026 vil dog blot være første runde. Det meste af effekten af onsdagens afgørelse vil først vise sig ved præsidentvalget i 2028.

Det store spørgsmål er, om The Voting Rights Act som et praktisk instrument til at sikre racemæssige mindretals valgrepræsentation i USA kan overleve i en epoke, hvor den udøvende magt nægter at håndhæve loven og retsvæsenet er i gang med systematisk at indskrænke samme.

Svaret er efter den nye dom ikke lovende. Tværtimod er det ikke for meget at konkludere, at den juridiske og hermed også politiske arv efter borgerrettighedsbevægelsens landvindinger i 1960’erne ser ud til at være ved at forsvinde i USA.