Marco Rubio: – USA og Europa hører sammen

Av Annegrethe Felter Rasmussen, sjefredaktør POV International og styremedlem Nordic Press Center.

MÜNCHEN – Hvis man skulle vælge blot ét ord til at karakterisere den stemning, der bredte sig i München inde i sikkerhedskonferencens ”main hall” efter USA’s udenrigsministers tale lørdag morgen, er det ordet ”lettelse”.

Hvilket siger en hel del om, hvor skrøbeligt forholdet mellem USA og Europa er p.t.

For på trods af en hårdtslående kritik mod FN og liberale idéer i Europa, konkretiseret i en klassisk Trump-kritik af et militært svagt Europa og af både frihandlens og indvandringens ”kultur- og civilisationssvækkende effekt”, samt af en klimakamp, der ifølge Rubio har udhulet nøgleindustrier i USA, var hans tale først og fremmest en øvelse udi beroligelse og repositionering af USA overfor Europa.

”Europa og Amerika hører sammen,” lød det i en helt særlig rubiosk version af Tough Love, hvor udenrigsministeren ganske fermt balancerede mellem Trumps velkendte kritik og så en mere forsonende, pro-europæisk, diplomatisk skønsang.

Hvor J.D. Vance i 2025 bød på konfrontation, kulturkamp og en retorisk wrecking ball, mindede Rubios tilgang trods alt mere om klassisk amerikansk diplomatisk allianceretorik: fast i formen, men langt mere samlende i tonen

Og selvom især indledningen af talen var en dyster erklæring om vestlig tilbagegang, anlagde Rubio alt i alt først og fremmest en konstruktiv tone, hvor han understregede det dybe, historiske venskab mellem to kontinenter. “Vi ønsker, at Europa skal være stærkt,” sagde han og tilføjede, at de to verdenskrige i det 20. århundrede var en påmindelse om, at “vores skæbne er og altid vil være sammenflettet med jeres … fordi vi ved, at Europas skæbne aldrig vil være irrelevant for vores egen”.

Og det var ord, der fremkaldte applaus fra publikum.

Fornyelse og genopretning af Europa – et samarbejde på USA’s præmisser

Rubio udstedte imidlertid også, ligesom vicepræsident J.D. Vance gjorde sidste år på samme konference, advarsler om truslerne fra massemigration og “civilisationsudslettelse” og om tilbagegangen af den regelbaserede orden – “et slidt udtryk,” lød det. Institutioner som FN, der opstod efter Anden Verdenskrig har behov for dybtgående reformer, sagde han og nævnte flere konflikter – fra krigen i Gaza til truslen fra Irans atomprogram – som FN var ude af stand til at løse, og hvor USA greb ind alene:

”Vi har i Amerika ingen interesse i at være høflige og ordentlige vogtere af Vestens styrede tilbagegang”.

Den liberale verdensorden i dens klassiske form er under pres og kræver revision, men den skal ikke afskaffes

Men hvor Vance i 2025 skældte europæerne ud for at udelukke højreekstreme partier og knægte ytringsfriheden, understregede Rubio århundreders fælles historie mellem Europa og Amerika, og at USA ønsker at arbejde sammen med europæerne, ikke imod dem. Det centrale budskab var dermed ganske enkelt og strategisk velvalgt. Europas og USA’s skæbne er uløseligt forbundet, EU og USA har ikke bare fælles interesser, men en ”fælles civilisation”:

”Under præsident Trump vil USA endnu engang påtage sig opgaven med fornyelse og genopretning, og selvom vi er parate til, om nødvendigt, at gøre det alene, er det vores præference, og vores håb at gøre det sammen med jer, vores venner her i Europa,” lød det. Så hvor J.D. Vance i 2025 bød på konfrontation, kulturkamp og en retorisk wrecking ball, mindede Rubios tilgang trods alt mere om klassisk amerikansk diplomatisk allianceretorik: fast i formen, men langt mere samlende i tonen.

Fra Mozart, Dante og Beethoven til Shakespeare, Da Vinci og The Beatles

Talen var gennemsyret af henvisninger til vestlig kulturarv og udvalgte bidder af denne fra forskellige europæiske lande, hvis indbyggere udvandrede til USA og skabte landets kultur –sågar en morsom bemærkning om tysk øl som beviser på en historisk kontinuitet, en åndelig og kulturel arv, der ifølge Rubio stadig bør definere Vesten:

“I remind you, and remind myself, that the story of the United States began with an Italian explorer, it was built by English settlers, it was shaped by Scots and Irish, and German farmers — who dramatically upgraded the quality of American beer.”

“We’ve bled and died side by side, we’re bound together by shared history, Christian faith, culture, heritage, language, ancestry and past sacrifices. And yes — Mozart, Beethoven, Dante, Shakespeare, Michelangelo, Da Vinci, the Beatles and the Rolling Stones — they testify not just to the greatness of our past… they foreshadow the wonders that await us in our future”.

Rubios retorik vil uden tvivl finde genklang både hos den europæiske højrefløj, hvor netop fortællingen om kulturel sammenhængskraft og civilisatorisk identitet fylder stadig mere, og i de socialdemokratier, som i et stykke tid har skærpet tonen for at holde på den del af deres vælgere, der er tiltalt af netop dette budskab

Og den retorik vil uden tvivl finde genklang både hos den europæiske højrefløj, hvor netop fortællingen om kulturel sammenhængskraft og civilisatorisk identitet fylder stadig mere, og i de socialdemokratier, som i et stykke tid har skærpet tonen for at holde på den del af deres vælgere, der er tiltalt af netop dette budskab.

Samtidig placerede talen Rubio i en tydelig ideologisk ramme, især de dele af talen, som handlede om migration og grænser. Han advarede mod, hvad han beskrev som en historisk fejlslutning: forestillingen om, at verden uden grænser automatisk ville skabe fred og velstand. I stedet, argumenterede han, har Vesten åbnet dørene for en indvandringsbølge, der “truer sammenhængskraften i vores samfund, kontinuiteten i vores kultur og fremtiden for vores folk.”

Sproget var skarpt og politisk kalkuleret, og udenrigsministeren gjorde sig også umage for at afvæbne den mest oplagte kritik. Hans budskab, understregede han, er ”ikke xenofobi, ikke had, men suverænitet” eller sagt anderledes: grænsekontrol som en grundlæggende statslig rettighed – en civilisatorisk nødvendighed. Og det er en formulering, som ligger tæt op ad argumenter, man allerede hører fra flere europæiske regeringer, også uden for den traditionelle højrefløj.

Fra Italiens Giorgia Meloni til den danske socialdemokratiske linje har migration længe været et politisk minefelt, hvor retorikken gradvist er blevet strammere. I den sammenhæng fremstår Rubio ikke som en outsider, men som en amerikansk stemme, der legitimerer en udvikling, der allerede er i gang i Europa.

Hvor Vances optræden sidste år blev opfattet som åben konfrontation med europæiske institutioner og normer, fremstod Rubio mere som samarbejdssøgende men uden en tilbagevenden til fortidens multilateralisme

Men Rubio talte ikke kun om kultur og migration. Han leverede også en bredere kritik af økonomisk globalisering. Vesten har i årtier været fanget i en “dogmatisk vision om fri og uhæmmet handel,” der har afindustrialiseret økonomierne, sendt millioner af arbejdspladser ud af landet og gjort vestlige samfund afhængige af strategiske rivaler, sagde han. Globalisering og frihandel blev dermed ikke fremstillet som et ubetinget gode men som en proces, der har svækket Vestens industrielle og politiske robusthed. Også den analyse deles i stigende grad deles på tværs af politiske skel, og også i Europa.

Rubio forsøgte klart at balancere mellem flere typer publikum. For europæiske konservative og nationalister var talen en bekræftelse: migration, suverænitet og kulturel kontinuitet er legitime politiske hovedtemaer. Og for den traditionelle transatlantiske elite var talen en beroligelse: USA vender ikke Europa ryggen, alliancen består, men europæerne skal yde mere. Den liberale verdensorden i dens klassiske form er under pres og kræver revision, men den skal ikke afskaffes.

Hermed gik Rubio i øvrigt også i rette med temaet ved dette års sikkerhedskonference, der netop er ”destruction”, underforstået, at det er en ødelæggelse indefra, som Trumps USA står for.

Rubio balancerer mellem MAGA-ideologi og rollen som statsmand

Kombinationen er politisk interessant, for Rubio positionerer sig hermed som en politisk figur, der både kan tale ind i den amerikanske højrefløjs ideologiske univers og samtidig fremstå som ansvarlig amerikansk diplomat over for Europas regeringer.

Hvor Vances optræden sidste år blev opfattet som åben konfrontation med europæiske institutioner og normer, fremstod Rubio mere som samarbejdssøgende uden en tilbagevenden til fortidens multilateralisme. Rubios retorik om USA’s direkte og til tider hårde tone over for Europa var også værd at bemærke. Amerikanerne kan fremstå “direkte og utålmodige,” sagde han, netop fordi forbindelsen til Europa ikke kun er økonomisk eller militær, men også “åndelig og kulturel”:

“We in America have no interest in being polite and orderly caretakers of the west’s managed decline. We do not seek to separate, but to revitalise an old friendship and renew the greatest civilisation in human history. What we want is a reinvigorated alliance that recognises that what has ailed our societies is not just a set of bad policies, but a malaise of hopelessness and complacency”, lød det.

Rubio forsøgte at fremstille USA’s pres mindre som ”dominans” og mere som et bekymret ”engagement” samt en udstrakt hånd. Det narrativ kan potentielt gøre amerikansk realpolitik mere spiselig i europæiske hovedstæder, selvom der ingen tvivl er om, at det er et samarbejde, som Washington ønsker skal ske på amerikanske præmisser.

Rubio er klar til opgøret med Vance om præsidentkandidaturet i 2028

Endelig vil Rubios tale også klart blive analyseret i et amerikansk, altså indenrigspolitisk, lys. De fleste kommentatorer og politiske iagttagere i USA er overbevist om, at udenrigsministeren er klar til at kæmpe for det republikanske præsidentkandidatur imod i hvert fald J.D. Vance men sikkert også mod flere.

Set i det lys demonstrerede Marco Rubio, at han både kan tale til den republikanske base og den internationale elite. Eller sagt på en anden måde: han kan både være trumpistisk ideolog og statsmand; og hermed forsøger han at placere sig som en republikaner, der kan bygge bro mellem MAGA-linjen og den mere klassisk amerikanske alliancetænkning, hvilket er en svær balance i nutidens amerikanske republikanske parti.

Rubio tilbød i München et narrativ om ”fælles identitet og fælles realisme”, men om den fortælling kan omsættes til stabil politik i en verden, hvor både den globale orden og den transatlantiske alliance er under strukturelt pres, er langt fra klart

For Europa efterlader talen imidlertid et åbent spørgsmål. Er Rubios bud en reel strategisk kursændring eller er den primært en retorisk repositionering? Vil Europas ledere opleve en mere samarbejdende amerikansk praksis eller blot en mere poleret version af den samme interessebaserede ”realisme”?

Det står klart, at USA er i gang med at redefinere sin rolle i verden, samtidig med at Europa nu søger større autonomi. Rubio tilbød i München et narrativ om ”fælles identitet og fælles realisme”, men om den fortælling kan omsættes til stabil politik i en verden, hvor både den globale orden og den transatlantiske alliance er under strukturelt pres, er langt fra klart.

Og ja – det bør vel nævnes: Arktisk sikkerhed, Grønland, blev ikke nævnt med ét eneste ord.

Annegrethe Rasmussen er sjefredaktør og medgründer av POV International og styremedlem i Nordic Press Center. Hun er også amerikansk korrespondent, forfatter og en ivrig samfunnskommentator. Hun har skrevet en rekke artikler og bidratt til mange TV- og radioprogrammer samt flere bøker; sist som medforfatter av den mest brukte læreboken i danske videregående skoler om Amerika, USAs Challenges (2012, 2016, 2020, 2024). Hun har jobbet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC og New York. Hun har sittet i redaksjonsrådet for Weekendavisen som politisk redaktør (1997-99) og vært sjefredaktør for Berlingske Søndag (1999-2001).