Publisert: 24. september 2025
Forfatter: NordicPressCenter
Donald Trump talte til FN’s Generalforsamling i New York tirsdag. På overfladen leverede han en variation over velkendte temaer – fra kritik af masseindvandring over klimabenægtelse og advarsler til sine allierede – men i realiteten var talen endnu et eksempel på, hvordan USA’s præsident systematisk bruger internationale scener til at udvide sin egen magt og nedbryde institutionelle rammer. Samtidig ændrede han ganske uventet kursen overfor Ukraine og Rusland.
Av Annegrethe Felter Rasmussen, sjefredaktør POV International og styremedlem Nordic Press Center
FN’s Generalforsamling løber af stablen i disse dage. Det er traditionelt en scene, hvor stats- og regeringsledere søger fælles fodslag eller i det mindste demonstrerer diplomatiske ambitioner om enhed, når det gælder verdens mest presserende problemer.
Da Donald Trump talte tirsdag, valgte han imidlertid en anden, nogle ville sige den modsatte, strategi. Han spurgte retorisk: “What is the purpose of the United Nations?” og fulgte selv op: “Alt, de gør, er at skrive stærkt formulerede breve.”
Trumps egentlige publikum sad ikke i FN-salen, men hjemme i USA. Beskrivelsen af Europa som “invaderet” af migranter og den britiske hovedstad, London, på vej mod sharia-lov, var skræddersyet til at understøtte hans eget valgkampnarrativ om, at USA skal lukke sine grænser og afvise “globalistiske” løsninger.
Trump henviste spydigt til organisationens fejlslagne byggeprojekter – især dengang han for årtier siden selv bød på en modernisering af hovedbygningen og blev afvist – og jokede med, at FN kun havde givet ham “en dårlig rulletrappe og en dårlig teleprompter.” Latteren i salen var kortvarig og høflig – resten af talen efterlod mest af alt en trykket stemning.
Præsidentens retorik trak på velkendte elementer fra hans valgkampagner og præsidentielle “rallies”: kritik af masseindvandring, især mod vesten, der er i gang med at “trække deres lande ned i helvede”, advarsler mod grøn energi og en gentagen påstand om, at klimaforandringer er “den største fidus, verden nogensinde har set.”
Mange iagttagere noterede sig, at Trumps egentlige publikum ikke sad i FN-salen, men hjemme i USA. Beskrivelsen af Europa som “invaderet” af migranter og den britiske hovedstad, London, på vej mod sharia-lov, var skræddersyet til at understøtte hans eget valgkampnarrativ om, at USA skal lukke sine grænser og afvise “globalistiske” løsninger.
Talen varede næsten 60 minutter – næsten fire gange den tildelte tid – og i vanlig Trump-stil afveg han ofte fra sit manuskript. Trump præsenterede dog ét konkret initiativ, et internationalt forbud mod biologiske våben, men hovedparten af talen var et frontalangreb på FN’s institutioner og USA’s egne allierede.
At en amerikansk præsident bruger FN-talerstolen til at advare mod trusler eller udstikke klare amerikanske linjer, er ikke usædvanligt. John F. Kennedy, Ronald Reagan og George W. Bush brugte FN på samme måde. Men Trumps stil er anderledes.
Hvor tidligere præsidenter typisk koblede deres advarsler med en vision for samarbejde, tilbyder Trump en alternativ logik: institutioner, der ikke leverer, er værdiløse – og USA står stærkere alene.
Hans konfrontatoriske stil er ikke bare retorik; den indgår i et større mønster, hvor han som præsident aktivt udvider sin magt og udhuler de normer, som både det amerikanske demokrati og den internationale orden hviler på.
Axios har tidligere kortlagt, hvordan Trump på kort tid har ændret spillereglerne på en række felter herunder:
Han har erklæret et rekordantal undtagelsestilstande
Forsøgt at ophæve fødselsretligt statsborgerskab med et dekret
Fyret inspektører og embedsmænd i massevis
Blandet sig direkte i retssager og i pressefriheden
Brugt føderale midler som pres mod universiteter
Benådet tusindvis af deltagere i stormen på Kongressen
Når Trump i FN fremstiller det multilaterale diplomati som nytteløst og ligefrem latterligt, føjer han et nyt kapitel til dette mønster. Angrebene på FN bliver et spejlbillede af angrebene på domstolene og pressen i indenrigspolitikken – alle institutioner, der kan fungere som magtbegrænsning, gøres til fjender.
Trump er i gang med at opbygge det, hans rådgivere kalder en “consequence culture”: kritikere skal ikke blot imødegås med argumenter, men mødes med konkrete straffe – fratagelse af midler, fyringer eller søgsmål.
Når han i FN fortæller andre regeringer, at deres lande er “på vej ned i helvede,” er det ikke kun en provokation. Det er en advarsel om, at USA’s relationer til resten af verden også ændres og bliver betinget af loyalitet mod hans politiske projekt.
De umiddelbare reaktioner i salen var afdæmpede, og det var bemærkelsesværdigt, hvor lidt applaus talen udløste. Men konsekvenserne rækker imidlertid videre end stemningen i rummet lod ane.
Mange allierede, især i Europa, ser i dag USA som en ustabil partner, hvilket bliver tydeliggjort, når landets leder håner det system, USA selv var hovedarkitekt bag i 1945. Samtidig er der en åbenlys risiko for, at andre stormagter – fra Rusland til Kina og Indien – kan følge i USA’s fodspor og ignorere multilaterale aftaler. Endelig er det klart, at Trump allerede har formindsket den såkaldte soft power, som USA råder over ved at skade supermagtens styrke og anseelse på uddannelses- og forskningsfronten.
Under mødet har en række diskussioner stået i kø i kulissen og været ivrigt diskuteret blandt de deltagende diplomater:
Vil USA trække sig fra FN-programmer eller drastisk skære i bidragene? Under Trumps første periode forlod han WHO – noget lignende kan ske her, og hvis man skeler til den konservative “drejebog” Project 2025, som er udarbejdet af tænketanken, The Heritage Foundation, ønsker USA at trække sig fra en række multilaterale institutioner som IMF, Verdensbanken og UNESCO, hvor USA allerede har meddelt, at landet trækker sig med effekt fra 31. december 2026.Kan amerikanske domstole gribe ind, hvis internationale forpligtelser tilsidesættes?
Med et republikansk flertal i begge kamre er risikoen for kontrol minimal. Men vil moderate republikanere acceptere et radikalt og omfattende brud med multilateralismen?
Hvordan vil EU, Brasilien, Indien og afrikanske stater reagere, hvis USA aktivt modarbejder FN?
Project 2025 anbefaler direkte, at USA “trækker sig fra både Verdensbanken og IMF” samt stopper sine økonomiske bidrag.
Planen argumenterer for, at USA skal trække sig fra UNFCCC og rulle klima-forpligtelser tilbage, herunder udtræden af Parisaftalen.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO)
Project 2025 foreslår, at USA melder sig ud af WHO og i stedet håndterer internationalt sundhedsarbejde gennem alternative, mere kontrollerede kanaler.
FN’s Menneskerettighedsråd
Der foreslås en udmeldelse af FN’s Menneskerettighedsråd.
UNESCO (FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur)
Planen lægger op til en revision af medlemskabet i UNESCO og foreslår udmeldelse.
UNRWA (FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten)
Project 2025 indeholder forslag om at stoppe al amerikansk finansiering af UNRWA.
Den nuværende præsident har en anden stil. Den er for det første mere åben – hvilket hans tilhængere sætter pris på og ser som straight talk – og udspiller sig i fredstid, ofte med brug af skældsord eller hån som virkemiddel.
Og netop åbenheden kunne ændre de internationale spilleregler varigt. Når først én præsident har gjort det, vil efterfølgerne kunne påberåbe sig præcedens.
På den måde er FN-talen på en og samme tid både et udenrigspolitisk teater og et indenrigspolitisk signal: præsidenten er ikke en del af et regelsæt, men manden, der definerer reglerne. Og internationale institutioner har i den optik kun værdi, hvis de adlyder ham.
Når det er sagt, bød tirsdagen dog også på en nyhed, hvis konsekvenser imidlertid ikke står klart endnu.
Trump erklærede både under et møde med Ukraines præsident Zelenskyj og på et pressemøde med Frankrigs præsident Macron, at han mener, Ukraine kan vinde krigen mod Rusland og generobre sine grænser ved hjælp af bistand fra især europæiske allierede med brug af amerikanske våben. Direkte adspurgt sagde han også, at NATO-landene bør kunne skyde russiske droner ned. Trump gav også udtryk for, at den russiske økonomi er så svækket, at Ruslands præsident Putin i det lange løb ikke kan finansiere krigen.
På sit sociale medie, Truth Social, understregede Trump sit holdningsskifte, men det står ikke klart, om kursændringen betyder, at USA trækker sig fra en aktiv opbakning til Ukraine og overlader alt til (europæisk finansieret) EU og NATO. Trump har ikke lagt skjul på tidligere, at han ikke har noget imod at Kyiv anvender amerikanske våben i sit forsvar mod de russiske angreb, men at disse skal betales af de europæiske NATO-lande eller Ukraine selv.
Annegrethe Rasmussen er sjefredaktør og medgründer av POV International og styremedlem i Nordic Press Center. Hun er også amerikansk korrespondent, forfatter og en ivrig samfunnskommentator. Hun har skrevet en rekke artikler og bidratt til mange TV- og radioprogrammer samt flere bøker; sist som medforfatter av den mest brukte læreboken i danske videregående skoler om Amerika, USAs Challenges (2012, 2016, 2020, 2024). Hun har jobbet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC og New York. Hun har sittet i redaksjonsrådet for Weekendavisen som politisk redaktør (1997-99) og vært sjefredaktør for Berlingske Søndag (1999-2001).